Når Dinside skriver, at dette er et »nyt EU-krav«, der gælder for alle nye biler, beskriver de i virkeligheden, hvordan bilag II til EØS-aftalen fungerer som en overnational lovformidler.

Det norske vejvæsen har ingen beføjelse til at ændre køretøjsforskriften for at beskytte norske bilisters privatliv.

EØS-rettens krav om ensartethed på det indre marked betyder, at når EU vedtager GSR2-forordningen, har de norske myndigheder en fuld loyalitetspligt til at indføre den uden forbehold. Som artiklen i Dinside belyser, er dette sneget sig ind i to trin.

Fra juli 2024 gjaldt det helt nye bilmodeller, men fra den 7. juli 2026 smækker fælden uigenkaldeligt sammen for absolut alle nyregistrerede biler – herunder personbiler, lastbiler, varevogne og busser.

Artiklen nævner, at systemet kan registrere, om du er træt, og at nogle biler endda kan overtage kontrollen, køre ind til siden og standse bilen automatisk.

EU-forordningen kræver ikke, at bilen skal overtage kontrollen, køre ind til siden og standse automatisk i denne fase. Forordningen kræver kun, at systemet skal advare føreren med lyd og lys. Men bilproducenter (som Tesla og Volvo) indbygger allerede funktioner (som nødbrems og vognbanekontrol), der teknisk set kan standse bilen, hvis føreren er bevidstløs.

Det er altså bilproducenternes teknologi, der gør dette, ikke et direkte påbud fra EU – endnu.

At bilproducenter som Tesla og Volvo allerede installerer denne teknologi, er derimod ikke en tilfældig indskydelse. Det skyldes, at de ved præcis, hvad der er på tegnebrættet i EU, og de forbereder bilerne til de kommende opdateringer. Dette følger nøjagtigt det samme mønster, som vi har set på andre områder i EØS-debatten.

EU anvender en totrinsstrategi for at indføre overnational kontrol:

Trin 1:

• Opbygge infrastrukturen (det, vi ser nu)
• Først vedtager EU love (som GSR2-forordningen), der pålægger bilproducenterne at montere det fysiske og digitale udstyr – kameraerne, sensorerne, internetforbindelsen og de automatiske bremsesystemer. Officielt markedsføres dette som »trafiksikkerhed« og »førerassistance«.
• Producenterne indbygger funktioner som automatisk nødbremsning og vognbanekontrol, fordi de skal opfylde EU’s krav om, at bilen skal kunne gribe ind, hvis du krydser en gul linje uden at blinke.

Trin 2:

• Flyt kontrollen (det, der kommer på tegnebrættet)
• Når 100 % af bilparken har kameraer, der overvåger dit ansigt, og datasystemer, der har adgang til rattet og bremserne, kræver det blot et pennestrøg i en ny EU-forordning for at ændre softwaren.

EU’s langsigtede mål er »Vision Zero« (nul trafikdræbte inden 2050) og fuldstændigt autonome (selvkørende) køretøjer. For at nå dette mål ligger følgende logik på tegnebordet: Mennesket betragtes som den største risikofaktor i trafikken.

Strategien går ud på gradvist at flytte den juridiske og praktiske råderet over køretøjet væk fra føreren og over til bilens computer. Det, der starter som en »advarsel« (lyd og lys), bliver i næste fase en aktiv handling.

Hvis bilens kamera registrerer, at du ikke kigger på vejen, eller hvis bilens GPS ser, at du kører ind i en »klimazone« eller »smartby« uden tilladelse, vil algoritmerne have beføjelse til at overstyre dig. Intet sker stykkevis og adskilt ved en tilfældighed.

EU pålægger ikke denne teknologi for at gøre det mere behageligt for dig. De pålægger den, fordi bilen skal integreres i det store, digitale netværk. Når bilproducenterne udstyrer bilerne til at kunne overtage kontrollen og standse af sig selv, forbereder de sig på den dag, hvor EU netop gør overstyring til et lovkrav.

Det er nøjagtig det samme mønster som med strømmen: Først fik vi AMS-målerne »for nemmere aflæsning«, nu kommer digitaliseringen for at styre vores forbrug. Først får vi bilkameraer »for at bippe, når vi er trætte«, i næste omgang overtager algoritmen rattet.

Det er en glidende overgang, hvor mennesket gradvist fjernes fra betjeningsknapperne. Du ejer bilen, men loven har bestemt, at du ikke længere har den reelle råderet over den.

Grundlaget for vejafgifter og Data Act er på plads.

Artiklen i Dinside bekræfter, at bilerne udstyres med konstant internetforbindelse, sensorer og kameraer, der overvåger dit ansigt hvert eneste sekund.
Det er her, den skræmmende sammenkobling finder sted.

Data Act:
Gennem denne EU-forordning har staten og overnationale organer det juridiske grundlag for at kræve disse kørselsdata udleveret fra bilproducenterne.

Kilometerafgiften:
Kameraet og den indbyggede GPS i bilen udgør det perfekte digitale udstyr, som Skattekommissionen har brug for til at opkræve sin foreslåede kilometerafgift for både personbiler og lastbiler.

Dataene indsamles i realtid, kobles til din Digital Identity Wallet, og afgiften trækkes automatisk.

Dinside-artiklen viser sort på hvidt, at personbilen er gået fra at være et symbol på personlig frihed til at blive en overvåget, digital celle.

Der er en direkte forbindelse fra EU-retsakterne til det kamera, der filmer dig i din egen bil.

Det er ikke længere en fremtidsteori; infrastrukturen for det digitaliserede kontrolsamfund er færdigmonteret og ruller ud på de norske veje lige nu.

Køb »Den grønne gud« af Giulio Meotti her!