President Donald Trump salutes during the playing of taps at the 158th National Memorial Day Observance coinciding with the nation's 250th anniversary, at the Memorial Amphitheater in Arlington National Cemetery, Monday, May 25, 2026, in Arlington, Va. (AP Photo/Alex Brandon)
Det er forståeligt, hvis folk er begyndt at tro, at den amerikanske præsident har fået kolde fødder.
Vi hører til stadighed, at han har en udspekuleret plan for en sejrrig afslutning på den iranske krig. Det kan man ikke afvise, men foreløbigt ser det ud til, at han har anbragt sig i et iransk hængedynd, som betyder, at han ”sidder med alle kortene”, men nægter at spille dem.
Det begyndte med, at Trump efter nogle ugers effektiv krigsførelse pludselig erklærede våbenhvile. Den skulle vare i to uger, sagde han. Derefter regnede ham med, at Teheran ville bøje sig for de amerikanske krav. Den har nu varet i seks uger, og alt tyder på, at den vil blive udstrakt i månedsvis, mens han har rodet sig ud i ”forhandlinger” med gangsterne i Teheran, som han åbenbart mener, at man kan forhandle med.
Jeg skal gøre opmærksom på, at jeg ikke sidder inde med de efterretninger, der står til rådighed for den amerikanske regering. Jeg må derfor henholde mig til de faktiske begivenheder – og ikke til, hvad aktørerne siger.
Ifølge adskillige vurderinger ligger den iranske revolutionsgarde stadig inde med 20-30 pct. af sin missilkapacitet, og som de seneste dage har vist, kan den fortsat angribe skibsfarten i Hormuz-strædet.
Trump har brystet sig af, at han på blot to dage kan eliminere, hvad der er tilbage af Irans militær og militære infrastruktur. Det har han givetvis ret i. Problemet er, at han ikke gør det, men tvært imod forlener de langskæggede fanatikere med legitimitet ved at nedlade sig til at forhandle med dem.
Hjemme i USA styrtdykker Trumps popularitet, bl.a. på grund af de tårnhøje oliepriser, der skyldes præsidentens uvilje til at få en afslutning på den iranske krig og én gang for alle ekspedere Teherans gangsterregime til helvede.
Der skal åbenbart forhandles, og her er Trump oppe mod verdens bedste forhandlere i skikkelse af Allahs diplomater, som har holdt verden hen med snak i snart 50 år.
Man spekulerer på, om Trump har planlagt at tabe midtvejsvalget i november, for hvis det er, hvad han ønsker, gør han det foreløbigt rigtig godt.