Den franske essayist og forfatter Jonathan Siksou har udgivet et kort essay, hvor han tager fat på ødelæggelsen af skønheden og forklarer, hvorfor vores verden bliver stadig grimmere.
Siksou forsvarer kompromisløst den traditionelle skønhed og kritiserer det, han betragter som en systematisk æstetisk forfald i det moderne Frankrig og den øvrige vestlige verden. Han hævder, at skønheden er blevet en »ubehagelig størrelse«, som enten skal udryddes eller, hvis det ikke er muligt, ødelægges.
I klar modsætning til den fremherskende stemning i den franske kulturdebat
Essayet «Le saccage de la beauté»s kerne er klar: Vores daglige omgivelser bliver stadig grimmere. Skønheden må vige for verdens nye uniform, det praktiske og funktionelle. Ifølge Siksou udsættes skønheden hver dag for angreb fra »grimmehed født af uvidenhed og middelmådighed – opretholdt af en udbredt demagogi, der legitimerer nedadgående udjævning og merkantil grådighed«.
Siksou beskriver, hvordan Frankrigs engang så berømte landskaber er ødelagt af vindmøller og omfattende arealudnyttelse. Han mener, at Frankrig ikke har lært noget af den industrielle revolutionens ødelæggelser – i dag er situationen yderligere forværret. Han kritiserer også forstadsbebyggelsen og at landbrugsjord bliver dækket af beton.
Byplanlægningen får hård kritik. Ifølge forfatteren er Paris æstetisk kompromitteret. Gaderne er blevet »et sted præget af forhindringer og opdelinger« i stedet for harmoni og skønhed. Træer fældes, og historiske spor udslettes.
Siksou tager også fat på kroppen og menneskets personlige fremtoning, et forfald i fysiske standarder og personlig præsentation. At have en god holdning og passe på sit ydre, noget der tidligere kunne betragtes som en form for borgerlig dyd, er blevet forældet.
Et af de mest lidenskabelige kapitler handler om det franske sprog. Siksou går hårdt til angreb på nye ord og grammatiske fejl. Minderne om den høje kvalitet i talesproget i arkivoptagelser fra 1950’erne og 1960’erne, hvor almindelige parisere fra arbejderklassen udtrykte sig med en elegance og dannelse, der i dag er forsvundet, gør ham følelsesladet.
En uafhængig stemme forankret i historisk kontinuitet
Essayet beskrives af anmeldere som følsomt, velunderbygget med kilder og vidende – han inddrager historiske referencer, citater og kulturhistorie på en naturlig og gennemtænkt måde, der underbygger hans pointer – ikke for at pynte – men snarere for at slå alarm. Siksou fremstår som en uafhængig stemme, forankret i historisk kontinuitet snarere end i samtidens tendenser. Han afviser æstetisk relativisme og den progressive fortælling, der ofte hylder »demokratiseringen« af smag og afvisningen af traditionelle hierarkier.
According to Causeur, Jonathan Siksou has published a short but incisive essay titled “Le saccage de la beauté” (The Destruction of Beauty) with the subtitle “Why Our World Is Growing Uglier” in the Pensée Libre collection at Fayard publishing house.
— Fort Bastion ⚔️ (@FortBastion) October 13, 2026
Bogen er blevet rost for sit kompromisløse forsvar af skønhed og sin afvisning af det, som forfatteren betegner som systematisk kulturel vandalisme. Den stiller sig i klar opposition til det herskende klima i den franske kulturdebat, hvor inklusion, tilgængelighed og relativering af skønhedsidealer står centralt.
Le saccage de la beauté er et æstetisk og kulturelt kampskrift – et kort, skarpt forsøg på at sætte en stopper for den stadig mere omfattende ødelæggelse af det skønne i landskabet, byerne, sproget, kroppen og kunsten.
