Store forandringer opdages ikke altid gennem store begivenheder. Nogle gange mærkes de først som små forstyrrelser eller afvigelser i hverdagen, i det, der omgiver os.
I novellen »Den usynlige samling« har Stefan Zweig givet denne indsigt litterær form. Historien udspiller sig i Berlin under den økonomiske krise mellem første og anden verdenskrig. En kunsthandler opsøger en gammel kunde, der har brugt hele sit liv på at opbygge en berømt samling af grafiske tryk. Kunden, der er blevet blind med alderen, ved ikke, at hans familie har solgt de originale tryk ét efter ét for at overleve. I stedet er originalværkerne blevet erstattet med blanke ark og billige reproduktioner.
Selvom billederne for længst er væk, beskriver den gamle samler hvert enkelt af dem med imponerende præcision. Først da han lader fingeren glide over Rembrandts prøvetryk af den sovende Antiope, mærker han det: Den fordybning, som kobberpladen efterlader i arket, er væk. Han kan stadig se samlingen for sig – i erindringen er den intakt – men hånden fortæller ham, at noget vigtigt mangler. Kunsthandleren, som på forhånd er blevet indviet i hemmeligheden, spiller med og erklærer, hvor fantastisk værket er. Roen genoprettes.
Måske er det sådan også med kulturelle forandringer. Vi kan fortsætte med at tro, at vi lever i et kristent land, samtidig med at sporene efter kristendommen gradvist forsvinder.
En hverdagslig og tilsyneladende ubetydelig samtale i en podcast er afslørende i den henseende. »Kunstpraten« mellem en afdelingsleder fra den myndighed, der forvalter Oslos kommunes kunstsamling, og to journalister handler om, hvordan samlingen forvaltes, og om kommunens indkøbspolitik.
– Er der enkelte værker, der ikke kan indkøbes? undrer de to journalister sig over.
– I et museum accepterer man kunstværker, der er forældede rent tidsmæssigt, indleder afdelingslederen bestemt. Museet værner om det historiske perspektiv, men for kommunen handler det om nutiden. Kommunen kan ikke købe værker, der er så eksplicitte, at de ikke kan udstilles nogen steder. Værkerne skal kunne tåle en anden form for offentlighed end kunstverdenens, forklarer han.
Afdelingslederen mener selv, at de er ret modige, når de indkøber kunst. De tør at udfordre, som han siger. Men der er visse begrænsninger, tilføjer han og fremhæver to konkrete eksempler: For det første er værker med eksplicit seksuelt indhold problematiske, da det kan skabe reaktioner hos mennesker fra andre kulturer. Det andet problem er kristen symbolik, især den korsfæstede Jesus.
Det er ikke længere tilladt at placere religiøse motiver i for eksempel et ceremonirum på et plejehjem, for nu skal disse rum være »værdineutrale«, får vi at vide. Værker, der forbindes med kristendommen, indkøbes ikke længere. Nu indsamler kommunen denne kunst og forsøger at få den overført til andre samlinger. I stedet hænger man lyrisk-abstrakte kompositioner af meditativ karakter op.
Der ligger et bemærkelsesværdigt princip bag kommunens erklærede mål om at skabe gode og relevante kunstoplevelser for byens befolkning: Det er ikke betragteren, der udsættes for kunsten, men omvendt. Kunsten skal tilpasses følsomheden hos den, der betragter værket. Oslo kommune er i praksis blevet terapeuten, der løser mangfoldighedens problem med en ny behandlingsmetode.
Kunsten er på besøg, og da skal den være »relevant«. De to journalister i studiet nøjes med at sige ja og aha til dette, som om det var det mest selvfølgelige i verden at fjerne kristen symbolik fra hovedstadens offentlige kunst.
Det mærkelige er, at ændringen fremstår så udramatisk. Ingen har vedtaget, at kristendommen skal fjernes fra hovedstadens kulturliv. Kristne symboler er ikke forbudt. Det spiller ligesom ingen rolle, at de samme symboler, som nu forsvinder, udgør en central del af vores egen historie og identitet. Man undrer sig heller ikke over eksemplerne – pornografi og kristen symbolik – som om der er tale om to ligestillede problemer i samme problemkompleks.
Det perverse og det kristne, to uacceptable elementer i den nye offentlighed, selvom det førstnævnte alligevel har fundet plads i offentligheden. Så hvilken offentlighed er det egentlig, der beskyttes?
I sin selvbiografi skriver Zweig, at det også var sådan for de unge før første verdenskrig. De var så optaget af kulturen, kunsten og litteraturen, fortæller forfatteren, at de knap nok registrerede de store politiske forandringer omkring sig: Vi levede i en verden, der virkede uforanderlig, men tegnene på, at den allerede var ved at forsvinde, fandtes overalt omkring os.
Måske er det sådan, vores egen »Gårsdagens verden« forsvinder. Ikke gennem én stor beslutning, men gennem de mange små ændringer af det, der fortæller os, hvem vi er, og hvilket værdigrundlag vores samfund er bygget på.
Man kan stadig læse om det i forfatningens § 2 samt få øje på det i de museer, der rummer kristne kunstværker. Undersøger vi det nærmere, bliver vi til sidst tvunget til at indrømme, at der mangler noget.
