Things fall apart; the centre cannot hold;
Mere anarchy is loosed upon the world,
The blood-dimmed tide is loosed
De ofte citerede ord stammer fra den irske forfatter W.B. Yeats’ digt ”The Second Coming”, et af den moderne litteraturs stærkeste apokalyptiske varsler. Hvad kan digtets undergangserkendelse sige os i dag? De fleste vil vel aktuelt tænke: Det centrum, der ikke kan holde, er det politiske. Højrefløjspartiet AfD er netop braget frem og fået næsten halvdelen af alle stemmerne i den tyske delstat Sachsen-Anhalt. Det moderate establishment har tabt big time.
Undergangslitteratur er tomme kar, folk kan hælde deres mareridt ned i. Ikke blot politik, men også frygten for en kommende verdenskrig, kunstig intelligens eller kristendommens retræte til fordel for islamisering og et nyt hedenskab.
For verden er i opbrud.
Yeats skrev ”The Second Coming” i 1919, mens Europa lå i ruiner efter Første Verdenskrig, og revolutionen rasede i Rusland. Digtet åbner med et billede, der i stil med det manglende værdicentrum er blevet et fast referencepunkt i vestlig tænkning: En falk, der cirkler stadig videre ud i luften, indtil den ikke længere kan høre den falkoner, der har tæmmet den.
Verdensorden har mistet sit centrum, hidtil bundne kræfter er sat fri.
Kulturens tab af form
Det er fristende at læse digtet som en klage over ét bestemt tabt gode som en bestemt tro eller en bestemt samfundsorden. Men digtet fortvivler ikke primært over, hvad der forsvinder, men over selve evnen til at holde noget sammen, uanset hvad det måtte være. Falken hører ikke falkoneren; forbindelsen er brudt.
Derfor er digtets centrale skikkelse i anden strofe – en sfinks med løvekrop og menneskeansigt, hvis blik er lige så tomt og ubarmhjertigt som solens – hverken god eller ond. Vi ved det endnu ikke. Den er før-moralsk, og den kommer ikke i herlighed, som Kristi genkomst.
And what rough beast, its hour come round at last,
Slouches towards Bethlehem to be born?
Denne skikkelse lusker tungt og uværdigt mod stedet for den oprindelige frelsers fødsel, nærmest som en parodi på det, den erstatter.
Afkristningens tomrum
Yeats havde sin egen mystiske forestilling om, at civilisationer bevæger sig i store cyklusser på omkring to tusind år. Deraf det enigmatiske billede i digtets første verslinje om the widening gyre, historiens som en art spiral. Den kristne æra, mente Yeats, var ved at rinde ud.
Man behøver ikke abonnere på hans esoteriske historiefilosofi for at genkende pointen i dag.
Det, der forsvinder med afkristningen, er det fælles sprog for skyld, tilgivelse og mening, som selv sekulære institutioner har levet af i generationer. Når det sprog forstummer, forstummer også evnen til at tale om ansvar og forsoning uden at ty til enten terapeutisk vaghed eller ideologisk skinger anklage. ”Det ekstreme er blevet normalt”, lyder analyserne i dag efter AfDs sejr. Men man kunne snarere hævde det modsatte: Det såkaldt normale er for længst blevet ekstremt, revolutionen er allerede sket, og de tyske vælgere reagerer på det.
Tomrummet fyldes ikke af sig selv med noget bedre. Det fyldes med det, der er stærkest i øjeblikket. Og lige nu er der ikke ét, men flere skikkelser, der lusker mod deres fødsel på samme tid.
The darkness drops again; but now I know
That twenty centuries of stony sleep
Were vexed to nightmare by a rocking cradle
Bæstets inkarnationer i dag
Lad os bare prøve at give dette bæst, digtet taler om, en aktuel skikkelse.
Kunstig intelligens er blevet kaldt en dæmon. En maskine, der forfølger sine mål med fuldkommen ligegyldighed over for, hvad prisen er, minder om netop den sfinks, Yeats forestillede sig. Faren ved den slags kraft er ikke nødvendigvis, at den vil os noget ondt. Det er, at den slet ikke har noget sprog for godt og ondt.
I Ukraine, og mellem Vesten, Rusland og Kina, udspiller sig et sikkerhedsdilemma, hvor den ene sides oprustning gør den anden mere utryg og derfor reagerer med mere oprustning. Det er selve gyrens, spiralens, bevægelse: Parterne spinder sig længere og længere væk fra et fælles centrum, hvor de kunne mødes og forhandle, indtil ingen længere hører den andens kald.
Her er det igen ikke nødvendigvis nogens bevidste onde vilje, der driver de tre civilisationer hen mod åben krig.
Digtets største styrke er, at det aldrig navngiver sin fjende. ”Det rå udyr” er den mekanik, der uundgåeligt udfolder sig, når en civilisations form giver efter.
Yeats giver os ikke et svar på, hvad der venter efter sammenbruddet, han giver os kun formen. Noget gammelt og fremmed bevæger sig langsomt, men tålmodigt mod sin fødsel, mens vi endnu ikke kan se, hvad det bliver til engang i tidens fylde.
THE SECOND COMING
Turning and turning in the widening gyre
The falcon cannot hear the falconer;
Things fall apart; the centre cannot hold;
Mere anarchy is loosed upon the world,
The blood-dimmed tide is loosed, and everywhere
The ceremony of innocence is drowned;
The best lack all conviction, while the worst
Are full of passionate intensity.
Surely some revelation is at hand;
Surely the Second Coming is at hand.
The Second Coming! Hardly are those words out
When a vast image out of Spiritus Mundi
Troubles my sight: somewhere in sands of the desert
A shape with lion body and the head of a man,
A gaze blank and pitiless as the sun,
Is moving its slow thighs, while all about it
Reel shadows of the indignant desert birds.
The darkness drops again; but now I know
That twenty centuries of stony sleep
Were vexed to nightmare by a rocking cradle,
And what rough beast, its hour come round at last,
Slouches towards Bethlehem to be born?
(W.B. Yeats)
Af Kasper Støvring
