Nyt

En 22-årig syrisk indvandrer er dømt til et års fængsel for at have mishandlet og ydmyget ældre svenskere, som han var ansat til at hjælpe. Dette rapporterer Expressen og Fria Tider.

Hjemmehjælperen ydmygede de ældre ved at slå dem og komme med fornærmende kommentarer, og han filmede det hele.

Nu er han dømt til et års fængsel for flere tilfælde af krænkende fotografering og chikane.

»Der har været tale om personer, der i høj grad befinder sig i en sårbar situation«, skriver byretten.

Expressen oplyser ikke den dømte mands identitet. Fria Tider skriver derimod, at hans navn er Abdulrahman Al Khleef Almasalmeh.

Han filmede sig selv, mens han torturerede, ydmygede og truede en lang række ældre mennesker.

Ifølge dommen har den dømte gjort sig skyldig i en række lovovertrædelser mod ældre svenskere, som han havde ansvaret for i hjemmeplejen i Örebro.

Sagen kom for dagen, da politiet i en anden efterforskning fik fat i film, der førte videre til manden. I materialet findes klip, hvor ældre bliver filmet uden samtykke, mens de bliver ydmyget.

I en af videoerne er hans offer en 92-årig kvinde. »Du ligner en abe!« siger han på arabisk til kvinden, samtidig med at han peger på hende. »Åh, din luder! Jeg sværger, at jeg vil forbanne dig! Spis lort! Luder!«

I alt blev Almasalmeh tiltalt for 44 lovovertrædelser mod 13 personer. Byretten dømmer ham for 36 tilfælde af krænkende fotografering og syv tilfælde af chikane.

Straffen bliver et års fængsel samt erstatning på i alt 192.000 svenske kroner.

Flere af de berørte er meget gamle og i nogle tilfælde demente. To af dem døde i løbet af efterforskningen.

Et klip viser en ældre mand, der sidder i køkkenet med hovedtelefoner på. Abdulrahman Al Khleef Almasalmeh bruger en mikrofon, der er koblet til hovedtelefonerne.

»Allahu akbar!« råber han igen og igen ind i mikrofonen, og lyden går direkte ind i ørerne på den ældre mand.

I et andet tilfælde bliver en ældre mand overhældt med iskoldt vand, efter at han er blevet kaldt »en luders søn«.

»Jeg sværger ved Allah, at jeg skal lade dig fryse!«, hører man Almasalmeh sige til den ældre mand.

Almasalmeh er blandt andet tidligere dømt for sammen med andre arabere at have ydmyget, truet med pistol og brutalt mishandlet svenske unge i Värmland.

På trods af dette fik han altså job i hjemmeplejen i Örebro – som desuden lod ham fortsætte, selv efter at den aktuelle politiefterforskning blev indledt.

Selvom mistankerne havde været kendt i et stykke tid, fik den 22-årige den 2. januar i år lov til at vende tilbage til arbejdet efter en kortere suspension. Dette skete samtidig med, at politiet efterforskede ham for de ovennævnte forbrydelser.

»Da vi ikke ved mere om efterforskningen, kan vi ikke suspendere ham i mere end en måned«, konstaterede den ansvarlige afdelingsleder i Örebro kommune, Maid Prnjavorac, under afhøringen.

Statsadvokat Hanna Göthberg siger til Samnytt, at hun endnu ikke har taget stilling til, om hun er tilfreds med dommen, eller om hun overvejer at anke den.

»Jeg har ikke nået at læse hele dommen igennem endnu», siger hun og tilføjer: «Jeg må sætte mig lidt ind i den for at kunne besvare spørgsmål«.

Abdulrahman Al Khleef Almasalmeh kom til Sverige fra Syrien som aleneasylansøger i 2015 og hævdede dengang, at han var elleve år gammel. Eftersom han blev svensk statsborger i 2018, får han lov til at blive i Sverige efter at have afsonet straffen.