EU og Marokko blev for nylig enige om at udvide sikkerhedssamarbejdet. På dagsordenen stod Sahel, Iran, Ukraine, terrorbekæmpelse og cybersikkerhed. Det, der ikke stod på dagsordenen, var Ceuta.
Det andet højniveaumøde om sikkerhed mellem parterne fandt sted i Bruxelles den 6. oktober. Ifølge den officielle sammenfatning drøftede delegationerne fred og sikkerhed i Maghreb og Afrika, situationen i Mellemøsten og samarbejdet mod ekstremisme. Begge parter bekræftede viljen til at styrke samarbejdet i internationale og regionale fora.
Marokko, en strategisk partner for EU
Hverken ulovlig migration eller invasionen af den spanske enklave Ceuta blev nævnt. Blot tre måneder tidligere, den 30. og 31. juli, krydsede flere titusinder af mennesker grænsen ind i Ceuta – den største krænkelse af en europæisk landegrænse siden Schengen-samarbejdet trådte i kraft. Mere end hundrede mennesker omkom. Mellem otte og ti tusinde blev i byen i ugerne efter. Europa-Parlamentet vedtog i september en resolution, der beskrev hændelsen som en »invasion« og »hybrid krigsførelse« og lagde ansvaret på Marokko. Resolutionen stod ikke på dagsordenen for sikkerhedsmødet.
Pedro Sánchez lyver om Ceuta – de tilbageværende indtrængere bliver Europas problem
Marokko betragtes stadig som en strategisk partner for EU. Unionen har i årene 2021–2027 bevilget enorme beløb til marokkansk grænsekontrol og migrationshåndtering. Kommissionen har signaleret, at den ønsker et bredere strategisk partnerskab på plads inden årsskiftet.
EU taler om en regelbaseret orden og grænsesikkerhed, men den største krænkelse af Unionens ydre grænser bliver gjort til et ikke-emne i mødet med de ansvarlige. »Samarbejde, stabilitet og dialog« med Rabat er vigtigere.
