Den engelske skuespiller og komiker John Cleese er blevet indberettet til den britiske regerings antiterrorprogram »Prevent« på grund af flere udtalelser på sociale medier om islam, Koranen og muslimsk praksis.
Nyheden blev offentliggjort af det islamiske websted 5pillars, der skriver, at Cleese af en ikke navngiven person beskyldes for »et vedvarende mønster af antimuslimsk retorik«, hvor han »dæmoniserer, dehumaniserer og kollektivt tilskriver muslimer og islam vold og kriminalitet«.
I dokumentet står der, at Cleeses aktivitet på sociale medier opfylder »flere indikatorer, der anvendes i Prevents risikovurderinger i forbindelse med antimuslimsk had og bekæmpelse af ekstremisme«, og der advares om, at dette risikerer at bidrage til »radikalisering, spændinger mellem forskellige grupper og hadrelaterede hændelser«.
Der gives også nogle eksempler:
Blandt det citerede materiale findes et indlæg fra den 18. juli, der beskriver islam som »pædofilernes religion«.
Henvisningen fremhæver også et indlæg fra den 31. marts, hvor Cleese omtalte »en kultur, hvis hellige bog opfordrer til drab på alle, der er uenige med dem«.
Cleese har de seneste måneder lagt en række indlæg om islam ud og har gentagne gange knyttet religionen til vold, børneægteskaber, kønslemlæstelse og fjendtlighed over for ikke-muslimer.
Hovedpersonen selv tager det med ro, men andre reagerer:
Cleese har også gjort nar af anmeldelsen til Prevent, mens tilhængere, herunder den tidligere indenrigsminister Suella Braverman og Free Speech Union, har beskyldt klageren for at forsøge at kneble berettiget kritik af islam.
Det uafhængige parlamentsmedlem Rupert Lowe trådte også til forsvar for Cleese og sagde, at også han var blevet anmeldt til myndighederne på grund af udtalelser om islam.
»Måske kan vi dele en celle, @JohnCleese?« skrev Lowe.
For nylig blev der også gjort forsøg på at stoppe et af John Cleeses komedieshows i Birmingham, som The Spectator kunne berette om i september.
Muslimske aktivister i Birmingham har sat fokus på nationalskatten John Cleese og kræver, at komikeren udelukkes på grund af såkaldt »islamofobi«. En gruppe, der kalder sig »Deenified«, har lagt en video ud på de sociale medier, hvor de kritiserer stjernen fra »Fawlty Towers« for at »bruge sine platforme til at angribe islam« og kræver, at hans komedieshow i Birmingham, som er en del af en større national turné, bliver forbudt. De relativt unge, skæggede aktivister beskylder Cleese for at »sprede farlig misinformation og skabe fjendtlighed mod muslimer«.
Mønsteret i det, Cleese siger, gør ham til en hadprædikant, mener Deenified-aktivisterne.
Showet i Birmingham blev gennemført som planlagt, men det er ikke sikkert, at aktivisterne vil afstå fra yderligere forsøg.
5Pillars antydede, at lignende krav kunne følge Cleese rundt i »flere af byerne på (komedie)turnéen«, som »har store muslimske samfund«.
Kampagnen mod Cleese er foruroligende, siger Free Speech Union (FSU), som mener, at den britiske regering i praksis har opfordret muslimske aktivister:
Regeringen har gentagne gange forsikret, at den officielle definition af islamofobi (nu omdøbt til »fjendtlighed mod muslimer«) ikke ville have en afskrækkende virkning på ytringsfriheden. Det er tydeligt, at den allerede har haft det. Utallige eksempler siden definitionen blev offentliggjort i marts viser, at den er blevet brugt som et våben til at kneble legitim kritik af, modstand mod og debat om islam.
FSU kommenterer også anmeldelsen af Rupert Lowe:
Klagen drejede sig om Lowes gentagne brug af udtrykket »pakistanske muslimske voldtægtsbander« og hans påstand om, at der fandtes en »ubestridelig sammenhæng« mellem islam og voldtægtsbanderne, samt hans advarsler om »islamiseringen af Storbritannien«. Dette til trods for, at baronesse Caseys rapport fra 2025 om seksuel udnyttelse af børn konkluderede, at mænd med asiatisk og pakistansk baggrund var overrepræsenteret blandt de involverede, og at myndighederne havde undgået at gribe ind af frygt for at blive stemplet som racistiske eller islamofobe og for at skabe spændinger i samfundet.
– Det ser ud til, at vi har en de facto islamisk blasfemilov i Storbritannien, konkluderer FSU.

