Mogens Glistrup ville være fyldt hundrede, og en ny antologi ærer ham på fin vis ved at fremstille Mugge som systemets mareridt.

Den nye antologi samler navne som Asger Aamund, Lars Seier Christensen, Morten Messerschmidt, Peter Kurrild‑Klitgaard og Jonas Herby. Fælles for bidragene er en klar sympati for Glistrups opgør med det statslige formynderi, som han fra begyndelsen behandlede som en moralsk skandale.

Samtidig kredser flere kapitler om Glistrups bramfrie udlændingepolitik og hans nådesløse, billedstærke retorik, hvor systemet og gammelpartierne blev gjort til hovedfjender i en kamp, der stadig spøger i dansk politik.

De skrankepaver, Glistrup gjorde grin med

Netop den retoriske stil forekommer mig at være en af Glistrups mest effektive manøvrer.

For hvis man vil forstå, hvorfor Glistrup stadig gør ondt på pæne mennesker, skal man bare have øre og blik – Glistrups metaforer var altid herligt anskuelige – for, hvordan han talte om dem. De “skrankepaver”, “papirnussere”, “paragrafryttere”, hele det selvfede lag af mennesker, der lever af at stå i vejen for andre.

Effektiviteten i den sproglige kritik bestod i, at Glistrup ikke kun gik efter abstrakte strukturer. Han gik efter den elite af mennesker, der trives i dem. Han gjorde grin med deres titel, deres selvforståelse, deres papirarbejde. Han gjorde embedet til en joke.

Man ser for sig, hvordan bureaukrater sidder med fedtede fingre og bladrer gennem stakke af papirer eller hovent ser ned på borgeren oppe fra skranken.

Udlændingepolitikken: det forbudte klarsyn

Som den ensomme i ørkenen råbte Glistrup også op om islam, om parallelle normer, om kulturkonflikter, og blev dengang udskammet som ekstremist. I dag er det standardvare i dansk politik at tale om værdikamp, islamisk pres på ytringsfriheden, sociale kontrol, ghettodannelser og loyalitetskonflikter. Men selvfølgelig alt, alt for sent.

Havde man dog bare i tide lyttet til Glistrup – og havde Glistrup dog bare argumenteret mere og bedre for sin sag. Messerschmidt har fornuftige forbehold herom i sit bidrag til antologien.

Det befriende ved Glistrup var, at han sagde højt, hvad mange så, længe før det blev en del af nogen “stram udlændingepolitik”. Glistrup gjorde bruddet med venstreliberal pænhed så voldsomt, at man var tvunget til at forholde sig til det.

Formynderstaten, Glistrup spottede, før det blev moderne

Glistrup var særligt allergisk over for formynderiet, før vi fik sproget til at beskrive det. Før livsstilskampagner og adfærdsregulering blev et fag. Han så, at staten ikke bare omfordeler penge, men også omformer mennesker. Fra borgere til klienter, fra ansvarlige individer til brugere, der skal guides af eksperter og kampagnemateriale.

Glistrup hadede det system, hvor papir erstatter dømmekraft, hvor regler og cirkulærer vejer tungere end virkeligheden. Hvor man kan være fuldkommen orden i systemets øjne og alligevel stå i vejen for al sund fornuft.

Jeg ved, at der er mange ildsjæle, der ønsker at bygge lokalsamfund, men som forsures af alt for megen afrapportering, regelrytteri, kontrol og regulering. Det er døden for det borgerlige engagement.

Glistrups nødvendige indsats

Glistrup talte om skatten, som var den organiseret røveri. Han beskrev staten som en form for institutionaliseret tyveri, forklædt som omsorg. Han talte om telefonsvareren på russisk, og om skattenægtere som modstandsfolk og sabotører. I dag er staten trådt endnu mere i karakter som moralsk forælder, der skal opdrage os til verdensmål og den rette, inkluderende terminologi.

At tage Glistrup alvorligt er ikke at underskrive hver eneste tirade. Det er derimod at sige: Midt i overdrivelserne lå der en vigtig sandhed, der skal graves frem og fastholdes.

Den nye antologi, Mogens Glistrup 100 år – systemkritikeren, der stadig huskes, gør et rigtig godt gravearbejde.

Af Kasper Støvring