I fredags gæstede verdens vigtigste, nulevende forfatter, Michel Houellebecq, Danmark. Det skete for en mindre kreds af inviterede i den smukke by Ribe. Meget er skrevet om den hyldede og skandaliserede forfatter, så lad mig her fremdrage nogle af de vigtigste og knap så omtalte perspektiver på det store forfatterskab.
I 2002 udgav idéhistorikeren Daniel Lindenberg en undersøgelse af “de nye reaktionære”, som omfattede bl.a. Houellebecq. Fællesnævneren ifølge Lindenberg var fjendskab mod massekulturen, den seksuelle frihed, menneskerettighederne, egalitarismen og islam.
Det var ment som en kritik, men kan snarere læses som en slags indholdsfortegnelse over Houellebecqs romaner, og Houellebecqs svar i Le Figaro få måneder efter var da også en bekræftelse af de reaktionæres betydning, ikke en afvisning. Lindenberg fremmanede den bevægelse, han advarede imod.
Konservativ eller reaktionær
Er Houellebecq konservativ?
Jeg stillede selv forfatteren spørgsmålet til arrangementet i Ribe, og det svarede han – der ellers ikke er kendt for tydelige svar – bekræftende på. Men det er nok mere præcist at kalde ham reaktionær, hvis den konservative er den, der vil bevare, og den reaktionære er den, der registrerer tabet af kultur og sørger over det tabte.
Houellebecq er tabets kartograf, der tegner kort over områder i vores fælles liv, der ikke længere findes. Hans styrke er kulturkritikken, ikke det opbyggelige budskab.
Lad mig give nogle eksempler fra Elementarpartikler fra 1998 og Underkastelse fra 2015.
Frigørelsens dæmoni i Elementarpartikler
Elementarpartikler viser, hvordan de to halvbrødre, Michel og Bruno undgælder for den seksuelle frigørelse, der ses som markedets forlængelse. Kærligheden bliver en konkurrence, der producerer få vindere og mange tabere. 68-oprøret er nemlig ikke liberalismens modsætning, men dens fuldbyrdelse.
Det ses tydeligt, da Moren Janine forlader børnene for at realisere sig selv og efterlader dem med et ufatteligt savn og længsel efter kærlighed. Kontrasten er bedstemoren, der opfostrer Michel med uselvisk hengivenhed. Som det ofte ses, er bedsteforældrene de eneste værdige mennesker i Houellebecqs bøger, betegnende nok netop generationen før de selviske 68’ere.
New Age-lejren, hvor Bruno søger forløsning, fremstilles omvendt som terapiens tomme tempel, der lover forvandling, men kun leverer endnu mere ensomhed. Det er den terapeutiske kultur som falsk erstatning for næstekærlighed og tro.
Underkastelse og Vestens forfald
Underkastelse skildrer mere indgående, hvad der sker med et samfund, der har mistet den kristne tro.
Romanen skildrer, hvordan Ben Abbes’ muslimske parti i nær fremtid vinder et præsidentvalg i Frankrig, støttet af socialister og borgerlige mod Le Pen. Frankrig går under i islamisering, ikke på grund af en storladen invasion, men fordi eliten er blevet træt, dekadent, uden vilje.
Hovedpersonen François er forsker på Sorbonne, en nedbrudt mand, der intet har at forsvare i det land, der er degenereret til et stort åndeligt tomrum. Han ender som så mange andre med at konvertere til islam, det antydes i hvert fald kraftigt.
Islam udfylder nemlig tomrummet og vinder, fordi den har den tro, Vesten har mistet. Religion fremstilles i romanen som en reel kraft. Den er ikke blot et symptom på socioøkonomiske forhold, som en venstreorienteret forfatter ville beskrive det.
Kristendommens nødvendighed
En nøglescene i romanen skildrer François’ møde med Den Sorte Madonna, som er en lille træfigur af Jomfru Maria, der står i Kapellet for Vor Frue i pilgrimsbyen Rocamadour. François mærker den umådelige tiltrækning, der udgår fra figuren, og han er tæt på at svømme ind i dens forløsningskraft, men hun glider langsomt ind i fortidens tåger og forvinder for ham. Desillusioneret går han tilbage til parkeringspladsen, mere forladt end nogensinde.
At Houellebecq er fortrolig med den kristne billedverden ser man også ved, at den konvertering til islam, som François’ fristes af, fremstilles som en djævlepagt. Den fristede er lærd, midaldrende og melankolsk, fristeren, universitetsrektoren og den islamiske konvertit Robert Rediger, er dannet, charmerende og overbeviser med list ved at appellere til tomrummet i François. Han tilbydes en høj løn og fast stilling på universitetet og to koner, en ældre, der kan lave mad for ham, og en ung, han kan knalde med. Det er slangen, der frister. Hvorfor ikke? Tænk over det. Kunne det ikke være godt?
Som Søren Ulrik Thomsen har formuleret det: Djævelen smigrer forfængeligheden og frister med den hurtige gevinst.
Katolik uden tro
Houellebecq har også i eget navn fremsat en skarp kritik af Vesten. En civilisation, der legaliserer aktiv dødshjælp, mister retten til respekt, skrev han for nogle få år siden. Han er katolik i den forstand, at han viser rædslen ved en verden uden Gud. Man kunne kalde ham sorgens arkivar, der på en måde bevarer det tabte, men kun ved at registrere dets forsvinden. Han tror ikke på en konservativ genetablering af det tabte og har intet opbyggeligt budskab at fremvise. Ikke direkte, i hvert fald.
Men så meget desto mere kritisk kraft er der i hans bøger, der hermed anbefales en stedse mere åndløs tid.
Af Kasper Støvring
