Når man hører om den franske samfundsopløsning i forbindelse med de seneste optøjer, kommer man uvægerligt til at tænke på W.B. Yeats’s verseline fra digtet ”The Second Coming”: ”Mere anarchy is losed upon the world”.
Hvor mange, der opfatter situationen på den måde, er svært at sige. Mennesker er nu engang skabninger, der klynger sig til en mere eller mindre indbildt normaltilstand, indtil de en dag vågner og må erkende, at den gamle verden er rykket væk under deres fødder. Med rædsel må de indse, at den samfundsorden, de antog for givet, er gået i opløsning og erstattet af en radikalt anden politisk virkelighed. Nemlig en tilstand uden et fungerende demokrati, uden en retsstat og uden en ordensmagt, der kan eller vil beskytte dem mod ugerningsmænd.
De færreste gør sig klart, hvor hurtigt det kan ske. Man bemærker, at det er blevet usikkert at gå på gaden efter mørkets frembrud, man hører, at kulturfremmede er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikken og ligger samfundet til byrde. Man fornemmer, at man ikke længere kan sige sin uforbeholdne mening, fordi man hele tiden skal frygte at komme i kløerne på aktivistiske medier, politikere, politi og retsvæsen. Der er fremvokset en hel industri af stikkere og advokater, som ligger på lur for at tjene en skilling ved at angive deres medborgere for at have ytret forkerte meninger. Anklagemyndigheden er kun alt for villig til at slæbe de formastelige for retten, og i medierne, der også har meldt sig ind i det nye muhamedanske moralpoliti, er der ingen hjælp at hente, hvis man har overskredet de grænser, som den islamo-socialistiske falanks har sat.
Men foreløbigt er det en gradvis proces, der imidlertid en dag vil vise sig at slå over i revolution. Som de gamle marxister plejede at sige: Kvantiteten slår over i kvalitet. Først er det lidt mere af det samme, lidt flere knæbøjninger for islam, et par ekstra skiver af salamien, lidt mere muslimsk indvandring, lidt mere accept af muhamedanske normer, lidt mere usikkerhed. Men samfundsordenen findes dog – indtil den dag, den ikke findes mere. Omslaget fra kvantitet til kvalitet går lynhurtigt, og få erkender det, før det er sket.
I lande som England, Frankrig, Tyskland og Sverige er løbet kørt. De gamle nationalstater, der endnu fandtes for 50 år siden, er gået i opløsning og står næppe til at redde. Fremtiden tilhører de mest beslutsomme og velbevæbnede gadekæmpere – især i skikkelse af muhamedanske krigere og deres marxistiske allierede. På papiret vil der fortsat være en ordensmagt, og staten vil påberåbe sig et voldsmonopol – vel vidende, at den ikke har kræfter til nedkæmpe sine udfordrere.
Politikerne, medierne og statens tjenere påberåber sig, at de ikke kunne forudse konsekvenserne af deres indvandringspolitik. De kunne ikke tro andet, end at muslimer ville være parate til at blive assimilerede, når de fik adgang til Vesten og overtage vores værdier.
Vores herskeres historiske viden indskrænker sig desværre til, hvad der er sket siden vidste valg. Islams 1400-årige virkningshistorie interesserer dem ikke, og Muhameds blodtørstige befalinger gider de ikke sætte sig ind i. For i Politiken kan de læse, at der ikke er noget at se.
Hvordan det skal ende? Enten med total overgivelse til barbarerne eller væbnet modstand.
