Thomas Hoffmann er en modig mand. Hans artikel i Weekendavisen om den autistiske lille dreng i den engelske by Wakefield, der i foråret tog en oversat Koran med til skole er et lærestykke for vor tid. Bogen blev snavset og der steg et brøl fra ummahen på skolen og i lokalsamfundet. England er blevet Pakistan. Det mangler bare dødsstraffen for blasfemi.

Kirken vil ikke forstå, myndighederne vil ikke forstå, skolen heller ikke. Den forsøger at mægle mellem umulige positioner. Det sker som også skete i Danmark med Muhammed-tegningerne. En følelsestorm rejser sig mod de vantro. Reaktionen er irrationel og umulig at kommunikere med.

Samtidig med overdragelsen af sagen til politiet tog skolen kontakt til muslimske community leaders for »at sikre, at alle religioner bliver respekteret«. Som det ofte sker med konflikter i svang: Fjeren var blevet til fem høns. Rygter om, at en koran var blevet brændt, kastet rundt med og spyttet på, cirkulerede. Glemt i rygtestrømmen var den ellers traditionelle teologiske indvending om, at koranoversættelser aldrig kan være autentiske og legitime koraner. Fokus var på den onde vilje.

Drengen med koranen fik hurtigt en dødstrussel på halsen – angiveligt fra en anden mindreårig på skolen. Historien melder ikke noget om, hvorvidt sidstnævnte var blevet bortvist fra skolen. Også en muslimsk lokalpolitiker opfordrede til, at man tog denne »forfærdelige provokation« op til behandling – den disrespekterede koran, forstås, ikke dødstruslen. Politiet valgte tilsyneladende ikke at forfølge denne trusselssag, på trods af at dødstrusler i modsætning til blasfemi rent faktisk er ulovligt. Og så alligevel. Ordensmagten tog dødstruslen og de giftige blasfemirygter så alvorligt, at man iværksatte en slags mæglingsmøde i den lokale moské.

Islam har overtaget. Det er islam der bestemmer. Glem Magna Carta og britisk pragmatisme. Vi taler om en obskurantisme der har fulgt islam siden dens opståen. Ophidselsen har tjent til at underlægge sig nye områder, til at underlægge sig nye folk.

Nu er det briterne der skal få at lære hvad det vil sige at blive erobret.

Det samme er sket i Danmark. Det er en helt anden holdning til islam anno 2023 end det var i tiden efter Mohammedkarikaturerne. Eliten har kapituleret.

Hoffmann fortæller danskerne hvad der foregår. Ikke hvad de har i vente, men hvad der sker, lige nu, over alt hvor islam trænger ind.

Mæglingen i moskeen, som blev streamet live, blev sat af forskellige aktører. Et lokalt byrådsmedlem og selvudnævnt mægler. Moskeens imam. To politifolk, hvoraf den ene havde en høj rang. Skoleinspektøren. Samt en lokal muslimsk politiker. På streamingen kan man se, at moskeen er fyldt til bristepunktet med mænd. Ingen kvinder. De befinder sig skjult bag en skærm, der tilsyneladende deler rummet. Kun én kvinde er på mændenes territorium: den ikkemuslimske og mulige koranskænders mor. Hun havde efter bedste evne tilsløret sig.

Det var ment som et mæglingsmøde, men magtbalancen var alt for asymmetrisk til det, skriver Hoffmann.

Medtænk her også kønsbalancen: én hvid ikkemuslimsk kvinde versus et relativt stort, brunt, muslimsk og mandligt opbud – det kvindelige muslimske publikum var usynligt. Alt andet lige en angstprovokerende scene at stille sig op på, ikke mindst på den baggrund, at ens barn potentielt er i livsfare. Imamen taler da også om moderens »angst«, og inden han giver moderen mikrofonen, beder han menigheden om ”takbir”. Det betyder, at der gjalder et unisont »Allahu akbar« tre gange fra gulvet. Mikrofonen gelejdes over til moderen. Nu har hun ordet.

Det lokale byrådsmedlem, som tilsyneladende var dén, der oprindeligt havde sat sagen i bevægelse, synes næsten at have fortrudt sit oprindelige entreprenørskab. I hvert fald siger han undervejs, at situationen nu er »skræmmende«.

Enhver sag der kan tolkes som krænkelse af Profeten eller Koranen vil komme ud af kontrol, hvis imamerne vil, præcis som i Danmark, og situationen kan kun komme under kontrol ved at de vantro bøjer sig. Soft-vestlige har ikke stamina til at stå imod, selv ikke i deres eget land og muslimerne mærker det. Islam er en ensrettet gade.

Kun den der erkender det kan gøre noget med problemet. Vores politikere og medier har for længst givet op.

På vores vegne.

Netop imamen. Hans retorik er dobbelttydig. Han taler meget om muslimers kærlighed til Muhammed, om at Profeten aldrig havde beordret noget voldeligt, at selvtægt er imod Koranens lære. Men med løftet pegefinger taler han også den globale muslimske menighed op, som angiveligt aldrig ville kunne acceptere denne profanation af Guds ord: »Vi vil aldrig tolerere disrespekt over for den hellige koran, aldrig! Vi vil ofre vores liv for den … Vi lader ikke det her passere.«

Når muslimerne taler om martyrium skal man være på vagt, for det er vores død de taler om.

Islams suverænitet hviler på magten til at bestemme hvem der må leve og hvem der skal dø. Det sker i et moderne samfund i Vesteuropa og vi har ikke styrke til at se ondskaben i hvidøjet.

MIDT I AL sin midtengelske kolorit og storm-i-en-kop-vand snak peger sagen på noget større. Og som sådan gjorde imamen ret i at tale sagen maksimalt op og kolportere hele den islamiske ummas tort. For sagen og dens håndtering er et tegn. Og desværre et faretegn.

Alarmberedskabet, som den mulige profanation havde foranstaltet, vidner nemlig om et samfund, hvor alle er bevidst om ét afgørende og fatalt forhold: at vi ikke kan vide, om det betyder livet eller døden. For den eller de mulige koranskændere – eller for bemeldte skole. Vi ved, at vi ikke kan vide det. Vi ved kun, at der er trussel, diffus risiko og dobbelttydig tale. At politi og myndigheder tager sagen yderst alvorligt. Næppe i veneration for en hellig bog, men fordi en fremtidig tragedie ikke kan udelukkes.

For alle normalt begavede mennesker er dette budskap for længst forstået. Det er derfor mennesker forlader Vesteuropa og flytter til Centraleuropa eller overseas.

Midt i det forfærdelige kan man ikke lade være med at tænke på, at dette barbari før eller siden vil blive mødt med en reaktion. Hvad den vil bestå i er ikke godt at sige. Der er mange mulige scenarier. Men de har til fælles at de markerer en rød streg for islam. Hertil, men ikke længer. Vi ved at muslimerne næppe respekterer nogen grænse sat af en vantro. Resultatet vil forventelig være voldsomt.

Som det nu ser ud vil myndighederne vælge muslimernes side. Så har vi en borgerkrig med tre parter.

På samme måde som med Ukraine, der omtales som en tredje verdenskrig, der allerede er i gang, kan man sige at borgerkrigen i Vesten også er brudt ud. For længe siden.