Det hele skete på næsten samme tidspunkt, med 200 kilometers afstand. På det ene foto deltog israelske skoler i en national øvelse i tilfælde af et missilangreb. På det andet foto afstedkom et virkeligt missilangreb i Syrien 200 døde, heraf mange børn. På den ene side har vi Israel, et demokrati, som er tvunget til at beskytte sine børn. På den anden side har vi Syrien, et brutalt diktatur, hvor borgerkrigen har kostet mere end 400.000 døde.

Sårede civile ankommer til et hospital i Aleppo, Syrien, den 5. oktober 2012. (Billedkilde: VOA video screenshot)

I sidste måned blev et israelsk fly skudt ned af syrisk luftværnsild. Når det syriske regime, bakket op af Iran og Rusland, er villig til at slå 200 uskyldige syrere ihjel, så tænk på, hvad de kunne finde på at gøre ved andre landes civile, såfremt de havde midlerne. Men ifølge medierapporterne om hændelsen skulle man tro, at det var Israel, der var den angribende part.

Hvor mange resolutioner vedtog De Forenede Nationer imod Syrien sidste år? To. Hvor mange resolutioner imod Israel? 21. Både korrekt rapportering og international lov er blevet fordrejet til at tjene fjenderne af humanitet og civilisation.

Vesten er ved at drukne i et hav af dobbeltmoral og moralsk relativisme: mordere og tyranner får lov til at svælge i deres forbrydelser, mens den globale indignation udelukkende vendes mod Mellemøstens eneste demokrati: Israel. Fotomuligheden må ikke ødelægges af en række døde kroppe i et syrisk lighus; så hellere fortælle historien om en 17-årig palæstinensisk arabisk pige, som slår og sparker en israelsk soldat.

Israelske børn i løb mod bombely er med mellemrum en helt normal scene i en normal israelsk tilværelse. Fireårige børn som Daniel Tragerman kan blive dræbt, hvis de ikke når frem til bombelyet i tide. Palæstinensiske terrorister sender missiler ind i Israel fra Gazas skoler og hele verden tager parti for terroristerne – og fordømmer den jødiske stat. Den amerikanske hjemmeside Salon kaldte for nylig den israelske premierminister Benjamin Netanyahu for “Mellemøstens farligste mand“. Og her gik man og troede, at det var Bashar al-Assad – giftgasseren i Damaskus – eller måske Irans tyranner i hjemlandet, i Yemen og Libanon, som er i fuld gang med at destabilisere Mellemøsten?

Israelske soldater er netop blevet såret ved grænsen til Gazastriben; Hamas’ missiler har ramt israelske hjem. Og Israel, som er under direkte angreb fra sine naboer, skal belæres af alverden om moral?

Den 11. september 2005, efter at Israel havde trukket sig fuldkommen ud af Gazastriben, forkyndte CNN: “Det israelske flag er blevet taget ned over Gaza som et symbol på ophøret af 38 års israelsk besættelse af det palæstinensiske område to uger før planlagt.” Alligevel er “den israelske besættelse af Gaza,” til tider kaldet en “belejring,” lige siden blevet dyrket som en myte, til trods for at Israel fragter kolossale mængder af fødevarer, medicin og humanitære forsyninger ind i Gaza hver eneste dag, hvorimod Egypten, undtagen i enkelte sjældne tilfælde, holder sin grænse til Gaza lukket. I dag samarbejder Israel endda med Qatar, et emirat som ikke anerkender den jødiske stat, om at sende nødhjælp ind i Gaza.

Israelske hospitaler er aldrig ophørt med at behandle palæstinensere, ikke engang under krigene i Gaza. Sidste år behandlede et israelsk hospital 400 børn fra Gazastriben. Selv Hamas-lederen Ismail Haniyehs datter i Gaza fik tilladelse til at komme på et hospital i Tel Aviv.

Til sammenligning fortsætter Assad i Syrien med at bombe landets hospitaler.

Siden 2011 har der været rettet 454 angreb mod 310 lægecentre i Syrien. Så hvilket land vælger verdenssundhedsorganisationen World Health Organization at undersøge for “sundhedsovergreb”? Israel, det siger sig selv.

Ifølge både israelske og palæstinensiske skøn bruger Hamas 100 millioner dollarom året på den militære infrastruktur i Gaza, idet 40 millioner dollar af det samlede årlige beløb går til at udgrave terrortunneller. Ifølge et andet skøn fra det israelske udenrigsministerium kunne disse penge i stedet have været anvendt til at opføre 1.500 boliger, 24.000 hospitalssenge, seks lægeklinikker og tre vandværker. I stedet for at fremstille missiler, som skal sendes ind over Israel, kunne Hamas opføre et vandrensningsanlæg. Men Hamas bruger fortsat sin importerede cement til at forstærke sine terrortunneller, frem for som lovet at bygge boliger, skoler og hospitaler; og de bruger stadig palæstinensiske skoler som affyringsramper for de raketter, som de affyrer imod israelske børnehaver.

Under Marshall-planen efter Anden Verdenskrig bidrog Amerika med 60 milliarder dollar (inflationsjusteret i forhold til i dag) til genopbygning i hele Vesteuropa. Ifølge Verdensbanken har palæstinenserne modtaget mere end det halve af dette beløb, nemlig 31 milliader dollar, i nødhjælp siden 1993. Pengene er stort set endt med at finansiere terrorisme og korruption.

I stedet for at bruge Israel som syndebuk vil disse “godgørere,” såfremt de virkelig er interesserede i at hjælpe undertrykte mennesker, sådan som de påstår, måske omsider etablere en frihedsflåde, som kan befri Gaza for Hamas’ tyranni og Syrien for Assads slagterier?

Giulio Meotti, kulturredaktør ved Il Foglio, italiensk journalist og forfatter.

Er vestlige “godgørere” overhovedet interesseret i at hjælpe syrere og palæstinensere?
af Giulio Meotti
18. Marts 2018

Oprindelig engelsk tekst: Do Western “Goodists” Really Care about Helping Syrians, Palestinians?
Oversat af Mette Thomsen