Billede: Huller i Danmarkskortet: Indonesere river Dannebrog i stykker foran den danske ambassade i Jakarta, Indonesien, 3 februar 2006. Løkke Rasmussen vægrer sig mod at indse at den samme mentalitet har bosat sig i Danmark.

Lars Løkke Rasmussens nytårstale er et indblik i en politikers psyke. Han er ikke alene om at synge en sang der skal lulle borgerne ind i en forestilling om at at alt går godt i Danmark.

Åbningen er utrolig: Danmark bringer lyset til den mørke tredje verden, i dette tilfælde Bangladesh;

Mellem jul og nytår gik jeg og tænkte på de mennesker, jeg har mødt det sidste år, og særligt to trængte sig på.

Maisha på 19 år. Farjana på 17.

To stærke unge kvinder fra Bangladesh.

I efteråret besøgte de mig her på mit kontor. De fortalte om deres hverdag i et af verdens fattigste lande. Og om deres kamp for at stoppe børneægteskaber, vold og diskrimination mod piger og kvinder.

Den kamp støtter Danmark. Meget af det, vi tager som en selvfølge herhjemme, er ikke en selvfølge andre steder.

Løkke Rasmussens problem er at danskerne er pinlig klar over at det der var en selvfølge forud ikke er det længer. Danmark er ved at bevæge sig i retning Bangladesh. Løkke Rasmussen bruger selv udtrykket: Huller i Danmarkskortet. Det er stort udtryk.

Det går på mange måder godt i Danmark. Det går faktisk ret godt.

Og det bør give os overskud. Så vi kan tage fat der, hvor det går skidt.

I aften vil jeg tale om en af de balancer, jeg er alvorligt bange for, er ved at tippe. Ja, nogle steder er den allerede tippet.

Jeg tænker på de børn, der vokser op i et miljø, hvor det ikke er normen, at forældrene går på arbejde. Hvor penge ikke er en løn, man tjener. Men noget man får fra kommunen. Eller tilraner sig ved kriminalitet.

Jeg taler om de boligområder, hvor unge tvinges til at gifte sig med en, de ikke elsker. Hvor kvinder regnes for mindre værd end mænd. Og hvor de værdier, som de to unge piger fra Bangladesh kæmper for med dansk opbakning, er knægtet lige her i Danmark.

Rundt om i landet er der parallelsamfund. Mange mennesker med de samme problemer er klumpet sammen. Det skaber en negativ spiral. En modkultur.

Hvor man ikke tager ansvar, ikke deltager, ikke bruger de muligheder, vi har i Danmark men stiller sig uden for.

Der er slået huller i Danmarkskortet.

Det bekymrer mig dybt.

Det er faktisk en ret stor indrømmelse Danmarks statsminister kommer med: Der er områder i Danmark som ikke længer er Danmark. Hvad vil han gøre med det?

Fordi ghettoerne også sender fangarme ud på gaderne, hvor kriminelle bander skaber utryghed.

Ind i skolerne, hvor forsømte børn hænger på kanten.

Ned i kommunekassen, hvor indtægterne er mindre og udgifterne større, end de behøvede at være.

Og ud i samfundet, hvor danske værdier som ligeværd, frisind og tolerance taber terræn.

Hvordan er det kommet dertil?

Det er en enorm indrømmelse af politisk undfaldenhed Danmarks statsminister kommer med. Et stort mea culpa på vegne af den politiske klassen.

Jeg er overbevist om, at årtiers slappe udlændingepolitik har gjort sit. Der blev lukket flere ind i Danmark, end vi magtede at integrere.

Vi kan ikke ændre fortiden, men vi kan tage ved lære af den, når vi former fremtiden.

Derfor går jeg ind for en fast udlændingepolitik.

Nu skal der laves om! Nu skal der være Danmark først! Løkke Rasmussen har taget afsæt af Trump.

Jeg møder sommetider nogen, der mener, at regeringens politik er for hård. Og jeg forstår dem jo godt et stykke ad vejen.

For hver flygtnings skæbne er hjerteskærende. Tæt på Europa lever millioner af mennesker i en armod og elendighed, vi i virkeligheden slet ikke begriber.

Det griber os om hjertet, og vi vil gerne hjælpe.

Men vi er nødt til at lade hovedet følge med. Vi er nødt til samtidig at passe på Danmark.

Løkke Rasmussen forbereder udlændingene på at der må skarpere lud til. De genstridige må tugtes. Det er ikke dem der passer sit arbejd statsministeren vil ramme. Det er dem der misbruger gæstfriheden.

Vi skal bremse for tilstrømningen af flygtninge og migranter. Det har vi gjort.

Vi skal have krigsflygtninge hjem igen, så snart forholdene tillader det.

Og de mennesker med udenlandsk baggrund, der skal blive varigt her i landet. De skal selvfølgelig tage ansvar og bidrage.

Det gør langt de fleste.

I aften vil jeg sige til alle jer med udenlandsk baggrund, der med vilje, mod og hårdt arbejde har taget Danmark til sig:

I er velkomne. I gør det godt. Bliv ved med det!

Men jeg ved, at mange af jer deler min bekymring for dem, der ikke ønsker eller evner at gøre det samme. Som misbruger vores gæstfrihed. Udfordrer vores måde at leve på. Sætter tolerancen på spil.

Sætter tolerancen på spil: Det findes altså grænser for danskernes tålmodighed. Løkke Rasmussen mærker at den er ved at være opbrugt. Da kan den demokratiske legitimitet sættes på spil.

I sidste ende risikerer vi at miste den brede folkelige opbakning til, at Danmark skal være et åbent land for dem, der kan og vil: Dygtig udenlandsk arbejdskraft. De udenlandske talenter. Dem, der har forelsket sig i en dansker.

Derfor må parallelsamfundene væk.

Derfor må vi droppe illusionen om, at parallelsamfund og ghettoer nok skal forsvinde, hvis vi bare giver tid. Det gør de ikke.

Når jeg besøger for eksempel Vollsmose, er magtesløsheden og isolationen desværre den samme, som da jeg var der sidst. Ja, måske endda værre.

Jeg oplever, at danske regler, love og normer kommer til kort i områder, der ikke er danske i deres værdier.

Friskoler, som ellers er skabt for at oplyse. Bliver misbrugt til det modsatte at formørke.

Frihedsrettigheder bliver knægtet af social kontrol.

Hvordan passer det her billedet med det Løkke Rasmussen tegnet innledningsvis, om Danmark som verdens bedste land? Frihedsrettighederne er jo ved at blive knægtet her hjemme. Hvordan er det mulig?

Det er et ret skrapt budskab Danmarks statsminister kommer med. Nu skal der tages fat. Ingen illusioner. Ghettoerne skal jævnes med jorden! Kontrol med hvem der får bosætte seg. Foreldre der aktivt hindrer deres børn at blive danske skal straffes. Men ikke et ord om hvad myndighederne vil foretage sig overfor foreldre der modsætter sig.

Modtrækket fra os politikere har ofte været nye regler, som gælder for alle.

Jeg er nået til den erkendelse, at der er brug for en langt mere præcis indsats.

Hvor vi ikke generer samtlige danskere i hele Danmark. Men sætter ind de steder, hvor problemerne er størst. Og kun dér.

For det første skal vi ikke længere lappe på årtiers fejlslagen politik. Vi skal sætte et nyt mål om at afvikle ghettoerne helt.

Nogle steder ved at bryde betonen op. Rive bygninger ned.

Sprede indbyggerne og genhuse dem i forskellige områder.

Andre steder ved at tage en klar styring af, hvem der flytter ind.

Vi skal lukke hullerne i Danmarkskortet og genskabe de blandede kvarterer, hvor vi møder hinanden på kryds og tværs.

For det andet skal vi have fat i børnene i tide.

Der er børn, som starter i skolen uden at kunne ordentligt dansk. De børn er bagud på point. Mange af dem indhenter aldrig deres jævnaldrende. Det kan vi voksne ikke være bekendt.

For nogle børn kan det være løsningen at komme tidligere i daginstitution. Ud af hjemmet i ghettoen og ind i et dansk miljø.

Og vi skal følge hårdt og målrettet op på de i virkeligheden få skoler, hvor tingene ikke fungerer.

Vi skal bryde den kæde, hvor generation efter generation lever i parallelsamfund.

Et barn har kun én barndom. Den må ikke forspildes.

For det tredje skal vi stille forældrene til ansvar for børnenes fremtid i Danmark.

Der er børn og unge, som sendes på genopdragelse, hvis de bliver for danske. Forældrene straffer børnene.

Det bør da være omvendt. Som samfund må vi træde til. Bakke op om børnene og straffe forældrene.

Berlingske gengav en undersøgelse der viste at omkring 40 procent av muslimerne var “mod” danske værdier. Hvad vil Løkke Rasmussen gøre med dem? Det mest effektive verktøy regeringen har til rådighed, er at fratage dem deres offentlige understøttelse. Det nævner han ikke.

Det er som Løkke Rasmussen ikke orker mer hård realitet. Han trænger et håb at sutte på.

Inspirationen går også den anden vej. Vi har også noget at lære.

Den nation i verden, hvor der bor flest muslimer, er Indonesien.

Jeg besøgte landet i november. Og deltog i et dialogmøde i en moské, og vi besøgte herefter en katedral på den anden side af gaden. Den muslimske stor-imam side om side med den kristne biskop.

I gensidig respekt.

Jeg vil holde fast i, at vi også her i Danmark møder hinanden med tillid og med respekt.

Vi er sammen om Danmark.

Nej, det har Løkke Rasmussen selv brugt det meste af talen på at fortælle at vi ikke er. Men det er som han ikke tåler vægten af virkeligheden og tyr til virkelighedsflugt.

Han slår i næste øjeblik bena under hele sin argumentation:

Derfor vil jeg understrege: Mit budskab i aften handler ikke om hudfarve. Ikke om religion. Det handler om at vælge Danmark til.

Borgerne spidser ørerne når en politiker sier noget nyt. Er det virkelig sandt? Har han begyndt at tænke i nye baner? Men når de hører en historie som at vi skal lære av Indonesien, stænger de af.

Hvis medierne havde gjort deres job og husket hvad andre statsministre har sagt i sagens anledning, ville måske deres skuffelse blevet til vrede.

I sin nytårstale i 2004 sa Anders Fogh Rasmussen:

 

“Mange års fejlslagen udlændingepolitik har f.eks. skabt indvandrerghettoer, hvor mændene er arbejdsløse, hvor kvinderne er isolerede, og familierne kun taler hjemlandets sprog.