Skatteyderne i Norge, Sverige og resten af ​​de nordiske lande har i flere årtier lært, at de skal udvise tilbageholdenhed for at hjælpe “udsatte grupper”. Disse udsatte grupper er altid de samme: mennesker med indvandrerbaggrund. Selvom disse ikke sjældent har rejst på tværs af hele kontinenter på vej til deres endelige destination i nord, ses de som svage og konstant behov for hjælp, snarere end som de driftige og stærke individer, de er.

Men det er ikke nok. Indvandrere anses også for at være ude af stand til at tage ansvar for deres egne handlinger. Alle handlinger, lige fra butikstyveri og religiøs ekstremisme til æresbaseret undertrykkelse, vold og mord, ses som beklagelige, men naturlige konsekvenser af det, der normalt beskrives som “socioøkonomisk sårbarhed” i det nye hjemland.

Myndighederne arbejder efter princippet om, at indvandrere altid har brug for hjælp. Etniske  danskere, nordmænd eller svenskere, der har brug for støtte, anses også for at være skyld i deres egen ulykke. For at citere en svensk socialsekretær, der svarede på en etnisk svensk enlig mor, der søgte hjælp: “Som svensker har du haft alle muligheder for at få succes. Hvis du stadig har brug for hjælp, har du dig selv at takke.”

Med tiden er en rollebesætning blevet cementeret: Immigranten er altid den svage, det konstante offer for de indfødtes altid tilstedeværende racisme. Som bod skal de, der har boet i landet i generationer, give dem, der lige er ankommet hertil, alt, hvad de sidste har brug for – og denne ordre må der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Den mindste kritik af den nuværende orden tolkes som bevis på racisme, had og ondskab.

Men den nuværende recession ændrer alt, og nu skal vi begynde at stille os selv spørgsmålet: Hvem er – egentlig – mest sårbar i et samfund præget af inflation, høje renter og urimelige fødevarepriser?

Lad mig give et eksempel: Alle, der er kommet til Sverige som immigranter i de sidste årtier, har fået hjælp fra samfundet med bolig, indretning (ned til mindste gryde og pude), tøj, sprogundervisning, uddannelse, kørekort, tandpleje og fritidsudstyr – alt sammen gratis eller finansieret med ikke-tilbagebetalingspligtige “lån”. Skatteyderne betaler regningen.

Man skal ikke arbejde, i stedet er det sagtens muligt at leve af forskellige former for tilskud, og selv denne omkostning belaster skatteyderne, uanset hvor absurde forholdene er: Svenskerne husker for eksempel den syriske mand, der i 2017 vakte opsigt, fordi han, hans tre koner og 16 børn havde fået tre boligforeningslejligheder købt for 14 millioner svenske kroner af Nacka kommune.

Den syriske far til 16 er ikke enestående. For blot få dage siden skrev Göteborgs-Posten (GP), at en somalisk familie med ni børn er “i risiko for hjemløshed”, fordi de i mange år har boet i en midlertidig bolig betalt af kommunen. Den praktiserende læge glemte dog at nævne, at familien, der venter deres tiende barn til sommeren, forsørger sig selv ved hjælp af børnepenge. Journalist Joakim Lamotte måtte i stedet fortælle om det.

Ang debatten om den somaliska familjen i Lerum med nio barn och ett till på väg. I helgen gjorde GP ett reportage om att de tvingas flytta. Jag upplevde att läsarna inte fick alla svar. Därför åkte jag och träffade familjen. Hela inslaget finns tillgängligt för prenumeranter. pic.twitter.com/twUebZFJh4

— Joakim Lamotte (@HotLamotte) March 27, 2023

Konkret betyder det, at disse, og tusindvis af andre immigrantfamilier, får dækket alle deres leveomkostninger af svenske skatteydere. På trods af dette bliver de kaldt “sårbare”, og når deres børn bliver rekrutteret af de kriminelle bander, er det også svenskernes skyld. Ifølge en tekst offentliggjort i Expressen i denne uge stilles der simpelthen for mange krav til indvandrerforældre i forstæderne.

Så hvad sker der nu, når renten stiger, mad, elektricitet og gas bliver stadig dyrere og inflationen skyder i vejret? Bliver “de udsatte” og velfærdsafhængige immigranter i forstæderne ramt? Ingen. De har ingen realkreditlån, ingen studielån og ingen lån til kørekort, sofaer eller senge. Vil udgifterne til overnatning og ophold stige? Bliver maden dyrere? Eller rejser til dit hjemland? Socialforvaltningen (= skatteyderne) betaler.

Svenske skatteydere får derimod ingen støtte (bortset fra en symbolsk tilbagebetaling af elafgiften). Svenske familier, der ikke har fået gratis bolig, er nu truet med fraflytning, da renteomkostningerne skyder i vejret. Samtidig skal studielånene, billånene, mad og arbejdsrejser betales – af allerede beskattede penge, penge, der betaler bolig til de socialt afhængige i forstæderne.

Medierne beretter om arbejdere, der ikke har råd til at købe mad til deres børn – og udgiver samtidig opskrifter på passende festmad, der skal serveres i “den hellige fastemåned”.

Når de stakkels udsatte personer i forstæderne ikke ser nogen anden udvej end at blive kriminelle, er det de etniske svenskere, der får deres hjem sprængt i luften, deres døtre voldtaget og deres sønner ydmyget. Samtidig er der nye rapporter, der bekræfter påstanden om, at etniske svenskere snart vil være en minoritet i deres eget land, og på trods af at Sverige skiftede regering ved sidste valg, har immigrationspolitikken ikke ændret sig – opholdstilladelser er stadig udleveres i samme takt som hidtil.

Omkostningerne til hundredetusinde nye beboere om året fordeler sig på de stadig mere økonomisk pressede skatteydere, som udover at forsørge deres egne familier også er tvunget til at bidrage med 270 milliarder om året til at forsørge de socialt afhængige.

Utländsk bakgrund i Malmö den 31/12 2022 inkluderande utrikes födda samt inrikes födda med en eller två utrikes födda föräldrar: 57,54%
0-4 år: 64,28%
5-9 år: 68,4%
10-14 år: 68,14%
15-24 år: 65,45%
25-34 år: 58,23%
35-44 år: 65,27%
45-54 år: 59,42%

— Tobias Hübinette (@TobiasHubinette) March 26, 2023

Så hvem er – egentlig – sårbar i dag?

I dag er rollerne byttet om. De immigranter i forstæderne, der modtager sociale ydelser, skal ikke bekymre sig om økonomien og fremtiden, mens den svenske middelklasse ikke længere har råd til at spise sig mæt. Recessionen har forvandlet skatteyderne til de nye sårbare – og når den erkendelse når vores nationers borgere, venter en interessant fremtid.