Nyt

Centrum-højres overbevisende sejr ved søndagens italienske valg har sendt chokbølger gennem Europa. De første exit polls tyder på, at koalitionen af de tre højrefløjspartier, Fratelli d’Italia (Italiens Brødre) ledet af Giorgia Meloni, Matteo Salvinis Lega og Silvio Berlusconis Forza Italia, tilsammen får mellem 41 og 45 pct. af stemmerne mod venstrefløjens 25-29 pct. Som leder af det største højrefløjsparti vil Meloni derfor kunne danne regering og sidde på et komfortabelt flertal. Om koalitionen vil kunne holde sammen, er en anden sag.
Under mottoet ”Gud, fædreland, familie” er Georgia Meloni gået til valg på et program, der indebærer et opgør med venstrefløjens ”cancel”-ideologi, den ulovlige indvandring og islams voksende indflydelse. Gentagne gange har Meloni udtalt, at hun betragter ”Den Store Folkeudskiftning” (The Great Replacement) som en realitet og ikke som en konspirationsteori. Hun har derfor taget til orde for en politik, der skal opmuntre italienerne til at få flere børn.
Økonomisk går hun ind for lavere skatter for at fremme produktion og beskæftigelse og forlanger reformer af velfærdsstaten.
I Bruxelles og på den europæiske venstrefløj er hun alt andet end populær. Den venstreorienterede avis, Berlingske, kan således referere kritikere, der kalder hende ”Europas farligste kvinde”, og skriver for egen regning, at hun bliver ”Italiens første højrenationale regeringschef siden Benito Mussolinis fascistiske diktatur i 1930erne og 1940erne.” Enrico Letta, der er leder af det største oppositionsparti, Partito Democratico (PD), kalder hende en fare for demokratiet. Letta er ekspert i demokrati, idet PD blandt sine rødder har det engang så magtfulde kommunistiske parti, som i mange år var svoren tilhænger af diktaturet i Sovjetunionen.
Selv understreger Meloni, at Fratelli d’Italia har brudt totalt med fascismen, og flere fremtrædende medlemmer er blevet ekskluderet for at have fremsat profascistiske udtalelser.
Ligesom Donald Trump i USA har hun en evne til at udtrykke sig på et folkeligt og forståeligt sprog. ”Vi er parate”, sagde hun for få dage siden, ”… til at genskabe friheden og stoltheden over denne nation. De siger, at [finans]markederne, Europa, TikTok-sangere, skuespillere og influencere er bekymrede over en centrum-højre sejr. Vi er ligeglade med, hvad de siger. Vi tager os af, hvad italienerne mener.”
Også EU’s præsident, Ursula ven der Leyen, er nervøs. Under et besøg i USA udtalte hun i torsdags, at hun er parat til at samarbejde med en italiensk regering, der opfører sig demokratisk. Skulle den imidlertid lægge sig ud med bureaukraterne i Bruxelles, så har vi ”redskaber”, sagde hun, idet hun henviste til de to opsætsige medlemmer, Ungarn og Polen, der har nægtet at bidrage til Den Store Folkeudskiftning, som EU har arbejdet på i mange år.
Ud over centrum-højre-koalitionens Italien-først politik frygter Bruxelles, at den nye italienske regering vil splitte den enhedsfront, der står bag sanktionerne mod Rusland. Giorgia Meloni har ganske vist udtalt sin entydige støtte til Ukraine, men hendes koalitionspartner, Silvio Berlusconi, der er ven med Vladimir Putin, forsvarer det russiske felttog, og Ligaens Matteo Salvini vil have en ende på EU’s økonomiske sanktioner mod Rusland.
Der er således lagt op til fornyet splittelse i EU, hvor mange betragter Ursula von der Leyen som endnu farligere end Georgia Meloni.