Enten man befinder sig ved indgangen til Gamlebyen i Jerusalem eller ved Nørreport i København så er billedet det samme. Det er det også i Oslo og Stockholm. Men vores elite klarer ikke få ind i hovedet at det betyder noget, at de har sluppet løs kræfter som de ikke kontrollerer. Foto: Document.

Den dag danske politikere inviterede islam ind i Danmark gjorde de noget skæbnesvangert. Man kan ikke løbe fra konsekvenserne, der bliver mere og mere synlige for hver dag.

Hvis man skal undgå dem, må man forstå, hvad islam er.

Med den kurs Danmark styres efter vil Danmark blive et islamiseret land, ligesom Norge og Sverige.

De bliver islamiseret fordi vores samfundselite nægter for at forholde sig til islam, selv om islam forholder sig til dem. De tror de kan leve efter cafeteria-princippet: De kan vælge og vrage, og valgene bliver stadig flere. Det må da være et tegn på fremgang?

Islam har det modsatte udgangspunkt: Der findes kun ét valg: Islam. Det samfund, der ikke forstår dette, vil uvægerligt gå sin undergang i møde.

Hvis man vil redde sig selv skal man forstå hvad der er islams styrke: At der kun findes ét valg.

Vestlige mennesker ville helst, at de slap for at vælge. Vi vil helst leve i et evigt limbo. Islam er sluppet ind af mennesker, der gerne ville bevise deres progressivitet. Selv troede de ikke på noget som helst. Nu ville de bevise deres storhed ved at importere mennesker, der har en tro der gennemsyrer alt. De forstod ikke at de med deres valg tvang sig selv til undergang eller tro.

Det hele er egentlig meget enkelt.

Hvad vil danskerne vælge? En del af venstrefløjen har helt åbenbart valgt islam. De vil kæmpe for at Danmark bliver et islamisk land.

På den såkaldt borgerlige fløj pågår en strid og man klarer aldrig at bestemme sig. De fleste lever på illusioner og er villig til at sætte meget ind på at forsvare dem.

Det gælder at beholde illusionen om at danskerne bestemmer deres egen skæbne. Det gør de ikke. En stadig større del af befolkningen har en helt anden opfattelse af hvad Danmark skal være. De forlanger accept af at det at være muslim er at være lige så dansk som etniske danskere.

Det ser vi også i Norge og Danmark hvor socialister, borgerlige, kirkens folk, nærmest løber islam i møde. Dette handler ikke længere om tolerance, men om overgivelse. Muslimerne har en næse for vores svaghed. De kan lugte den.

Det gør folk deprimerede. Al snak om Europas undergang kan blive en selvopfyldende profeti.

Der er ingenting der tilsiger at Europa må blive islamisk, hvis europæerne ikke lader det ske.

Det går udmærket an at leve med islam, men da må der sættes grænser.

Europæerne må lære af jøderne. Jøderne har sat grænser for islam. Det er ingen permanent fred, men en våbenhvile er bedre end en stille erobring.

Det er tryggere at være jøde i Israel end det er at være dansker, nordmand eller svensker i deres eget land. Den grundlæggende tryghed er væk. Det mærkede vi meget tydelig under et besøg i Gdansk for nylig. Der var en fred og ro, som vi, der er op i årene kan huske tilbage til i halvfjerdserne. Man måtte spørge sig selv: Hvad er forskelligt fra Polen og vores samfund, og svaret er selvsagt islam. Der var ikke et slør at se.

Men dem er der mange af her i Jerusalem. Kvinderne kommunikerer at det er deres kampuniform. De har et militant træk.

Der er bønneråb fem gange om dagen. Det minder jøderne om at de aldrig må opgive deres beredskab. Den bliver ”second nature”.

De er hjemme. De er i deres eget land.

Modsat Europa: Hvis man vil forudsige Europas fremtid skal man bare se på jødernes situation. Da forstår man hvor langt udviklingen er skredet. At jøderne forlader Europa kun 70 år efter Holocaust, siger alt.

Løsningen ligger lige for hånden: Det er at lære af historien. Hvad var det som bar os gennem stormene? Hvad var det som gjorde os stærke og hvad gjorde os svage?

Er der nogen som helst tvivl om at vi er svage?

Islam kan kun besejres af en tro, der er stærkere end islam, som er islam overlegen.

Islam er opstået som en kristen sekt og i den sønderrivende fase, som den nu gennemlever, må islam standses af en kraft der er stærkere.

Der er mange ting, der er skjult for os mennesker. Men historiens retning har en mening.

At jøderne kom tilbage til deres eget land efter Holocaust har en dybere mening. At de nu er tilbage i Jerusalem, hvor det hele startede, må fylde ethvert menneske med håb.

Også vestlige mennesker.

Mange brikker falder på plads. Det, der sker i Jerusalem, er det samme som der sker i Købehavn og andre danske byer: Det er de samme scener der udspiller sig: Kvinder i slør med barnevogne, unge piger i slør der klart markerer: Jeres verden er ikke vores, vi vil besejre jer.

Hvad har vi at stille op? Det hører vi aldrig noget om. Kirkens mænd virker snarere optaget af overgivelse.

Vores samfund har overvundet mange trusler. Hvordan overvinder vi denne?

Når mennesker tror på Kristus er de stærkere end muslimerne. Det er jo ikke sådant noget, som man bestemmer sig for. Troen kommer ikke udefra. Den kommer indefra. Men den opstår i skæringspunktet mellem indre og ydre erfaring: Når man står overfor en stor trussel må man finde ressourcer der giver styrke.

Den kristne Gud er ingen vatpik.

Det er en lang vej tilbage at slå ind på en ydmyg vej. Men vil vi ydmyges af andre eller selv leve i ydmyghed?

Tidligere var ydmyghed og taknemlighed indbygget i vores samfund. Vi må tilbage dertil. Ydmyghed står i et forhold til magt. Der skal sættes nogle grænser, der ikke må overskrides.

Kristendom kan også være militant når den skal. Der er vi nu.

Kun Jesus giver menneskene en styrke der er stærkere end islam.

Alene er vi ikke meget.