En spørgeundersøgelse blandt personer mellem 14 og 24 år i Wien, udført på vegne af kommunen, viste  for nylig, at 27 % af de adspurte muslimske unge som frekventerer ungdomsklubber i den østrigske hovedstad, afviser Vesten, sympatiserer med jihadister og sætter de religiøse love højere end Østrigd love. Endnu flere havde en negativ opfattelse af homoseksuelle og jøder.

Tallene er ikke nødvendigvis repræsentative, men efterhånden som muslimer udgøren stadig større del af ungdomsårgangene i byen, er der en åbenbar risiko for, at mange af dem hælder i retning af jihad. Et betydeligt antal jihadister er da også rejst til Syrien fra Østrig.

Hvad er det så egentlig for en type atmosfære, som disse mere eller mindre radikale unge lever i?

En særdeles grundig undersøgelse af dette forhold er lavet af Biber, et tidsskrift for kultur, politik, livsstil og samfund, som blev grundlagt i Østrig i 2006, hovedsagelig af personer med migrationsbakgrund. I forbindelse med tidsskriftets skoleprojekt kaldet Newcomer, har redaktør Melisa Erkurt mødt ca. 120 unge på videregående uddannelser i Wien.

I en artikel fortæller hun om et fænomen som kom bag på hende: En fremvoksende generation af selvhævdende og højtråbende unge muslimske mænd på såkaldte «brændpunktskoler», hvor mange elever har migrationsbaggrund, påtvinger pigerne en forbudskultur som begrænser deres livsudfoldelse. Ordet haram, som bruges om ting som er forbudt ifølge sharia, sidder løst. Hun gengiver nogle scener fra klasseværelset (alle navnene i reportagen er ændret):

«Det der er haram!» råber halvdelen af klassen i kor, som svar på mit spørgsmål om, hvorfor en fyr er vred over V-halsen på en piges bluse. Jeg vil gerne vide, hvad der lige er så haram ved den. Mensur, den 14 årige dreng, som havde forlangt, at klassekameraten Merve dækkede sin udringning til, siger det som en ren selvfølgelighed: «Hun må selv om, hvordan hun klæder sig, men når jeg ser på hende og kan se hendes kavalergang, så er det haram. Så synder jeg på grund af hende.» Mensurs sidemand ler: «Ja, haram, bror!»

Det er altså ikke bare i de parisiske forstæder, at dette uhyggelige fænomen gør sig gældende. Det er angiveligt pigernes skyld, hvis drengene ikke kan kontrollere sig selv, og flokmentaliteten bekræfter denne opfattelse. Den sociale kontrol over piger og kvinder er ved at blive en form for overnational identitet for unge muslimske mænd. Det er euroislam i fri udfoldelse. Og det kom bag på redaktøren:

Det at ordet haram har fundet vej fra trosskrifter og ind i ungdomssproget, fandt jeg først ud af, for et par måneder siden.

Jeg troede egentlig at ikke noget kunne overraske mig mere, men jeg havdegjort regning uden “generation haram”».

Forbudskulturen begrænser sig ikke til påklædning. Haram-råbet kan også komme fra eleverne, når biologilæreren taler om menstruation. Men der er meget andet, som også kan give forbudte associationer til sex:

Efter skoletid sætter jeg mig i en vandpipebar. En kvinde som ryger vandpipe alene i en bar, det er haram, ville mine elever sige. De har allerede forklaret mig, at det ser utugtigt ud, når de fører piben tilmunden og derefter blæser røgen ud.

I baren sidder fire unge mænd med moderne og velplejet udseende, tre af dem er muslimer. Erkurt spørger dem om de bruger ordet haram.

De ler. Mert, en af dem, tager sin mobiltelefon frem og viser mig den seneste samtale i en af de WhatsApp-grupper han er med i: «Haraaaam» står der under et billede af en kvinde i bikini. Mert tager et sug på vandpiben. I baggrunden høres sangen Shisha Bar af to tysk-tyrkiske youtubere. «Se på musikkvideoen deres på YouTube», siger Mert. Under videoen, hvor letpåklædte kvinder danser, står utallige «haram»-kommentarer til kvindernes frisindede fremtoning.

Drengene indrømmer, at de ikke lever op til at være tilstrækkeligt gode muslimer, men det er alligevel et ideal:

Jeg spørger dem, om de er troende, alle tre nikker. Halil, en af dem, tilføjer: «Desværre er jeg ikke så strengt troende, som man bør være. Fristelserne her i Østrig er simpelthen for store. Men en dag bliver jeg det», siger den 19-åringe. Med fristelse mener han alkohol, fester og kvinder. Hans ven Goran ler. Han er født i Kroatien og har næsten udelukkende muslimske venner. I de seneste år har han oplevet en stigende religiøsitet i vennekredsen: «Nogle af mine venner, som aldrig har brudt sig om religion, siger at de nu vier deres liv til Allah.»

Der er flere muslimske påvirkningskilder, men den stærkeste kommer fra populærkulturen. De unge nærmest lever på internettet, og de ser mange musikkvideoer. Muslimske rappere som Kollegah, Bushido og Alpa-Gun er i høj kurs.

Fra en musikvideo af Alpa-Gun.
Æstetikken i videoerne har meget til fælles med den aggressive gruppeadfærd som de unge mænd udviser, når de plager omgivelserne.

Bushido og Alpa-Gun er af muslimsk oprindelse. Kollegah konverterede til islam da han var femten. I interviews taler han om islam – åbent, let forståeligt og transparent – på en måde som går hjem hos de unge. Den nu 32-årige Kollegah rapper også om «fitte» og «knulling», men de unge dyrker ham fordi han er muslim. At hans tekster slet ikke passer meden religiøs indstilling, spiller ingen rolle.

Og har man først vist interesse for noget islamrelateret på YouTube, er vejen med algoritmernes usynlige hjælp kort til mere giftige islamudtryk, som f.eks. salafisten Pierre Vogels prædikener.

På YouTube, som er en af de mest populære sociale platforme blandt unge,  kan alle lytte til hans prædikener – 14 år gamle teenagere som står midt i en identitetskrise, eller 16-årige som er droppet ud af skolen uden fremtidsudsigter.

Erkurt konstaterer at de unge godt ved hvad, der er forbudt, men når hun stiller dem spørgsmål om islam, er de ret forudsætningsløse. De kan ikke sætte forbudene ind i en kontekst eller et ræsonnement. Det handler om et iboende fænomen i islam:

Alt, hvad de ved om islam, har de lært udenad. Det er sådan islam-undervisningen fungerer i mange skoler i Østrig: at lære surah´er udenad. Nogen gange kun på arabisk. Elever som ikke taler arabisk, forstår altså ikke, hvad de repeterer. Men selv om de lærer surah´erne på et sprog de mestrer, spørger de ikke altid om betydningen – eleverne gengiver ofte bare det de har lært uden at reflektere.

Det er fraværet af en kritisk tradition som gør sig gældende – hvilket mange vestlige mennesker ikke forstår, når de gør gældende, at også jødiske og kristne tekster kan være aggressive. At Vesten er samtale og ideer som brydes mod hinanden mellem ligeværdige parter, og ikke blind lydighed i en herre/slave-relation, virker uendelig fjernt.

Men de unge har alligevel spørgsmål:

Og fordi de ofte ikke lærer andet end surah´er i islamundervisningen, søger de tilfælditg efter anden information om islam på internettet, eller de orienterer sig i vennekredsen.

De søger og finder, men har hverken den kulturelle bagage, de intellektuelle standarder eller den kritiske indstilling, som beskytter dem mod radikaliserende impulser.

Hvorfor det netop er de unge, som er udsat for radikalisering, er indlysende: oprør og identitetskrise i ungdomsårene, men også et stærkere ønske om at høre til et sted, præger teenageårene.

Dette behov gør sig ikke bare gældende hos unge med migrationsbaggrund. Heller ikke vestlige forældre formidler konstant de vestlige værdier. De kender dårligt selv til deres egen kulturhistorie, og kan derfor heller ikke formidle den. Hverken de eller deres børn ved egentlig, hvem de er. Vejen til er kort til islam, som er uoplyst og hyklerisk samtidig med, at den stræber efter det perfekte:

Tilhørsforhold er også det Florian ønsker sig, han er ven med Halil, som konverterede til islam da han var atten, fordi alle hans venner er muslimer. At han fortsat drikker alkohol og heller ikke kan modstå de andre «fristelser», som Halil kalder dem, er ikke så slemt for hans venner. Hovedsagen er, at han nu er en af dem. «Inshallah, en dag vil vi leve efter Koranen», siger Mert trøstende og tager en tår af sin øl. Derefter går han med sine venner hen til en bookmaker.

Omstændighederne påvirker hele skolens hverdag, men ikke bare den. Drengene i generation haram befinder sig overalt i det offentlige rum:

Jeg spørger en lærer, hvordan sådanne nye tabuer påvirker skolehverdagen. Hun fortæller mig, at antallet af elever som ikke kan deltage i svømmeundervísningen, er øget helt enormt de seneste år. Man kan ikke tage på tur i svømmehallen, for pigerne kan ikke svømme og de får ikke lov. At vise sig i badedragt eller bikini er mænds nærvær, er nemlig haram.

Piger som Merve, som kommer fra et hjem med moderne muslimske forældre, som giver dem lov til at deltage, tør alligevel ikke gøre det: «Drengene vil sige forfærdelige ting om mig, og helt sikkert sende bikinibilleder af mig rundt omkring», siger den 15-årige pige. Under den sidste aktivitetsugen havde en klassekamerat kommenteret Merves tøjstil. «Han sagde det ville være haram for en muslimsk pige at klæde sig som mig. Jeg havde bare jeans og en lidt tætsiddende t-shirt på.»

Drengene som  kører denne primitive form for selvhævdelse, er gerne tabere i skolen. I et samfund som stiller stadig større krav til specialisering, er deres fremtidsutsigter dårlige. Igen er vejen kort til islam. Så bliver man i det mindste frygtet:

De drenge, som får bundkarakterer, falder igennem og  der bliver set skævt til dem, men de vil i det mindste kunne føle sig store på ét punkt: De bruger «Allahu Akbar» som ringetone på mobiltelefonen, og nyder de ængstelige blikke hos andre på T-banen når telefonen ringer. På profilbilleder poserer de med pegefingeren hævet på IS-manér.

De ved, at der findes hundredetusinder voksne som helst ville deportere dem, fordi de er bange for dem – nogle teenagere. For dem repræsenterer islam magten over de andres frygt. De vil være mægtige i et samfund som regner dem som tabere allerede nu, og som har afskrevet dem og ikke længere har tiltro til, at de finder nogen anden vej end jihad.

Erkurt er bekymret:

I lighed med studiet fra Wien, giver denne rapport kun oversigt over en lille del af de muslimske unge i Wien. Men den peger på en trend, som helt sikkert vil blive forstærket hurtigt, hvis der ikke snart bliver grebet ind.

Hun vælger alligevel at være optimistisk. Hun tvivler på, at mange af de unge bliver jihadister. Det er måske en ringe trøst:

For de højtråbende pubertetsdrenge, som ikke har respekt for kvinder eller det østrigske samfund, bliver voksne en dag uden fremtidsudsigter, som ikke kan opdrage deres børn til andet. Og mens en del af samfundet frygter disse unge og helst ville deportere dem, fornægter den anden halvdel den potentielle risiko, og dermed overlades de unge til selv at skabe sin egen verden – fuld af modsætninger, begrænsninger og ganske megetharam.

Vi er altså kommet dertil,  at vi må stille os tilfreds med en segregering, hvor civilisationen holder sig på størst mulig afstand af et løsrevet, muteret Mellemøsten, der ikke engang er forankret i nogen stabil tradition.

Det er multikultur i en nøddeskal. Men hvis nogen af drengene på den parallelle planet ved et mirakel skulle kunne magte at blive en underbetalt receptionist på et luksushotel på vores egen planet, som han kan nå på en time i et kollektivt transportmiddeæ, vil det alligevel blive fejret som noget storslået.