Nyt

Det skulle have været begyndelsen på et nyt liv, men en ung kinesisk mand endte med at leve under kummerlige forhold på en restaurant, mens han måtte arbejde i op til 14 timer i døgnet.

Et smalt lagerrum på fire kvadratmeter med en madras på gulvet gør det ud for et usselt hjem. Her bor en kinesisk mand i 180 dage, mens han knokler for sin sulteløn på restauranten Bao & Bar.

Det hele kan bedst beskrives som moderne slavehandel, og det foregår midt i København.

Spisestedet Bao & Bar er ejet af iraneren Said Kiaei, og den kontroversielle restaurant drives ifølge kilder af afghaneren Mohammad Ali Ismaeli.

Den chokerende historie tager sin begyndelse i december 2018, da kineseren Huashan Hong lander i Københavns Lufthavn. Her bliver han hentet af en asiatisk mand, der i dag hævder, at han bare hjalp til på spisestedet.

ANNONSE

Den nyankomne kinesiske migrant har søgt arbejde via et agentbureau. Prisen er 50.000 kroner for at skaffe et arbejde. Dertil kommer udgifter til visa, dokumenter og flybilletter. Totalt koster rejsen til Velfærdsdanmark omkring 100.000 kroner.

Efter et stop i Letland får kineseren adgang til det illegale job på Nørrebro. En aftale, der minder om ren menneskehandel.

Kineseren bliver overrasket, da han opdager, at han skal bo i restaurantens dunkle baglokale. Han får at vide, at der er tale om et midlertidigt arrangement.

Nætterne skal tilbringes på en hjemmelavet seng i et lille lagerrum på fire kvadratmeter bagerst i restauranten. Stålreoler med mad og konserves tårner sig op. Sengen er lavet af to træpaller, nogle fladmaste papkasser og et persisk tæppe.

Der ligger en larmende natklub ved siden af restauranten, og derfor bliver den illegale arbejder holdt vågen, når de festglade gæster råber, pisser og slås.

Den kinesiske migrant er blevet lovet en dansk arbejds- og opholdstilladelse. Derfor knokler asiaten i hårde 14 timers vagter – uden pause.

Den illegale migrant er både kok, tjener og kører restauranten alene i dagtimerne. Et umenneskeligt hårdt slid til en lille timeløn. Lønnen udbetales i hvide kuverter.

Og som om det ikke er slemt nok. En dag bliver den kinesiske arbejdsslave bestålet, da hele hans sammensparede formue på 70.000 kroner bliver stjålet fra hans kummerlige ‘hjem’ i baglokalet.

Den unge mand er endt som illegal arbejder i Danmark – udnyttet og bestjålet.

Efterfølgende opdager kineseren, at han er blevet snydt,så det driver, for der er ikke udsigt til en opholdstilladelse i Danmark. Hans arbejdskraft er blevet udnyttet på grov og ulovlig vis.

Det er fagforeningen 3F, der opdager den uhørte slavehandel og de indvandrere, der mistænkes for at stå bag.

Restaurant Bao & Bar, der ligger på Nørrebrogade, er ejet af den iranske revisor Said Kiaei. Men iraneren nægter ethvert kendskab til de ulovlige forhold.

Iraneren forklarer til fagforeningen 3F, at han rigtignok ejer Bao & Bar på papiret, men ikke drev restauranten, da den illegale indvandrer boede i baglokalet.

Said Kiaei erklærer, at han intet ved om, hvad der foregår på hans egen restaurant.

Said Kiaei har tidligere forpagtet en strandkro syd for København. I foråret 2018 rammes den iranske restaurantchef af et pludseligt uheld, da kroen går op i flammer. Efterfølgende må det kombinerede pizzeria og sushi-sted delvist nedrives.

Ejeren Said Kiaei vil ikke fortælle, hvem, der driver hans nuværende restaurant. Men ifølge den illegale kinesiske migrant og flere andre kilder er det den afghanske Mohammed Ali Ismaeli, der driver Bao & Bar.

Mohammed Ali Ismaeli har tidligere drevet en kebab-restaurant, der lå på samme adresse som Bao & Bar.

Den afghanske indvandrer nægter også al kendskab til de slavelignende forhold med ulovlig arbejdskraft på restauranten.

I dag er den unge mand fra baglokalet rejst hjem til Kina, men han drømmer stadig om en fremtid i Europa.

“Jeg er ved at spare op, så jeg kan prøve igen,” siger den illegale migrant, der blev udnyttet og snydt af andre indvandrere på Nørrebro.

Se også
Venstreradikal voldtægtskultur: “Ungdomshuset … har også haft sin fair share af overgrebssager”

ANNONSE