Tyrkiet – som den multikulti forelskede intelligentsia herhjemme benyttede som præmieeksemplet på moderne islam, som kunne integreres – var jo netop kun sekulært, fordi islams fremmarch til det yderste, formelle niveau blev bremset af militæret. Men uanset moderne levevis og -vilkår forblev tilslutningen til islam tilstrækkelig høj, til at afkoblingen af militæret ved EU´s bevidstløse hjælp blev forvandlet til en demokratisk overgivelse af magten.

I de smulte vande af selvbebrejdelse og konfliktskyhed hertillands angler islamister (læs: muslimer, der er aktivistiske) samtidig efter forståelse for endnu mere vold og samfundsundergravende virksomhed, netop fordi vi har vedtaget burkaforbud, hvilket burde være nemt at indse, udelukkende er en debattorisk illussion, for præmissen er jo, at islam som problem for det verdslige demokrati stille og roligt vil uddø, hvis intet bliver gjort, og det eksempel findes ikke i verdenshistorien.

Derfor er og bliver problemet, at muslimerne er her, og at de (formentlig) alt andet lige før eller siden udnytter det demokratiske paradoks, bestående i at de har deres “frihedsrettigheder” til at afskaffe de selv samme, hvis demografien og -kratiet da bliver de afgørende milepæle, som lader dem vente på chancen for ultimativ indflydelse.