Efter at forsvarsudvalget i det italienske senat i marts besluttede at granske den irregulære menneske­trafik i Middel­havet, har flere myndig­heds­personer afgivet forklaring om situationen for udvalgets medlemmer. Den mest fremtrædende af dem er Catanias stats­advokat Carmelo Zuccaro, som i flere medier har rettet en skarp kritik mod frivillige organisationer (NGO-er) som samler migranter op lige uden for de libyske strande og fragter dem til Italien.

Zuccaro har fået meget kritik for sin åbenmundethed, men nu foreligger der udtalelser fra en anden justits­-embeds­mand, som i hvert fald et stykke hen ad vejen bekræfter det han siger. I en af forsvarsudvalgets seneste høringer har den assisterende stats­advokat Ambrogio Cartosio i Trapani, som er et andet af Siciliens rets­distrikter, bekræftet at anklage­myndig­heden efter­forsker enkelt­personer fra NGO-erne som mistænkes for medvirken til ulovlig migration. Hvis mistanken bliver bekræftet, er skellet mellem menneske­smugler og rednings­arbejder udvisket.

Statsadvokat Ambrogio Cartosio i Trapani, Sicilien

La Repubblica skriver, at stats­advokaten under høringen forbeholdt sig ret til ikke gå i detaljer om efterforskningen, men han understregede, at den ikke omfattede NGO-erne som sådan, men alene visse af medlemmerne.

«Fra anklagemyndigheden i Trapani fremgår det, at NGO-skibene i visse tilfælde har gennem­ført rednings­operationer uden at informere kyst­vagt­centralen.»

I fraværet af det, som kan bruges og anerkendes af en domstol som beviser, må Cartosio begrænse sig til at antage noget, der vanskeligt kan rejses tvivl om:

«Tilstedeværelsen af NGO-skibene på en lille, afgrænset del af havet kan – ikke i sig selv, men sammen med andre elementer – udgøre en stærk indikation på, at de har kendskab til ankomsten af migrant­både i dette hav­område, og dermed en mistanke om kriminel med­virken til ulovlig migration.

Det er bemærkelsesværdigt, at stats­advokaten ser ud til at åbne for, at ikke alle ombord på skibene har været en del af den kriminelle adfærd. Skulle de ikke vide hvorfor de sejler hvor de gør, og være med­skyldige ganske enkelt i kraft af ikke at have sagt fra, over for det de vidste?

«Personer ombord på skibene er åbenbart på det rene med, hvor og hvornår migrantene kommer.»

Men selv om anklagemyndigheden skulle kunne føre beviser, som holder i retten, kan det alligevel ske, at det ikke får konsekvenser for de personer det omfatter. Årsagen er inter­national søret:

«Hvis et hvilket som helst fartøj bliver under­rettet om, at der fore­ligger risiko for at et andet kan havarere, har det pligt til at komme til undsætning, uanset hvor det måtte være nødvendigt, og dette prin­cip er ufravigeligt.»

Der foreligger altså et juridisk smut­hul for menneske­smuglerne:

«Hvad angår italiensk lov, kan groft sagt sige, at der forekommer kriminel med­virken til ulovlig migration, men at det ikke kan straffes, fordi denne kriminalitet er begået for at redde menneskeliv.»

Vi har med andre ord at gøre med en kynisk instrument­alisering af civiliserede staters troskab mod inter­nationale konventioner og deres humanitære intentioner. Straffe­retten er dermed sat helt ud af kraft. De instrumenter, som kan få bugt med dette uvæsen kan kun være af politisk art. Good luck with that.

I lighed med sin kollega i Catania havde heller ikke stats­advokaten i Trapani jern­hårde beviser for, at menneske­smuglerne finansierer NGO-erne. Zuccaro har tidligere anført, at det blandt andet ville kræve udvidede rammefuldmagter til aflytning, også af uden­landske fartøjer, samt at repræsentanter for kriminal­politiet får adgang til NGO-skibene.

Cartosios myndigheder har derimod fået interesse for asyl­industrien:

«Det fremgår af vores undersøgelser, at personer med tilknytning til mafiaen har været involveret i modtagelsesvirksomheden» […]

Det store beløb af skatte­ydernes penge som er stillet til rådighed for at håndtere menneske­strømmen, er simpelthen for stor til, at den organiserede kriminal­itet kan lade være med at prøve at få fat i nogle af dem. At mafiaen dukker op, hvor der er mange penge er nærmest en sociologisk lovmæssighed. I Skandinavien har vi endnu ikke betegnelser, der kan beskrive, hvordan en sådan korruption virker, men meget tyder på, at beslægtede fænomener også kan findes i vore lande.

I samme høring fortalte Trapanis sted­for­trædende stats­advokat Andrea Tarondo om en nylig episode som bekræfter, hvor pilrådden den libyske kyst­vagt kan være:

To migranter fra Algeriet, som kom til Trapani den 28. marts fortalte, at de gik ombord i en gummibåd i Libyen, som siden blev eskorteret af en anden gummibåd med påskriften «politi» og uniformerede mænd ombord. Efter nogle sømil skal en større politibåd have standset de to først­nævnte både ved at affyre varselskud. Derefter skal der have fundet et skænderi sted mellem de to libyske enheder ude på havet. Den større politi­båd havde sand­syn­ligvis opkrævet penge for at give frit lejde til migranterne, som blev eskorteret af gummi­båden med politi­folk, som åbenbart stod i ledtog med menneske­smuglerne.

Der er altså tale om lovløse forhold, med et korrupt politi i strid med sig selv, hvor man kan tjene masser af sorte penge, hvis man er fræk og stærk nok. I denne maritime version af det Vilde Vesten har NGO-erne skabt sig en niche af straffrihed, uden at det gør deres rolle i det beskidte spil mindre kriminelt.

Hvordan skal en inter­national politisk løsning kunne stables på benene i dette anarki uden militær indgriben først? Og hvor er den politisk ansvarlige voksne i Europa, som har beslut­somhed nok til at gribe ind overfor denne uholdbare situation?

La Repubblica – Il Foglio – Corriere del Mezzogiorno, Palermo