Stikkersvin….

Hvad menes der med “realitetsbehandling” spør David.

Injuriesager er private straffesager der behandles efter de civilretlige regler ved domstolene.

Sagen indledes med at den krænkede part indgiver stævning til retten hvori han nedlægger nogle påstande. Det kan være påstande om straf, betaling af godtgørelse og mortifikation af et krænkende udsagn om sagsøger.

Den indstævnede gives af retten en frist til at fremkomme med et Svarskrift, hvori han nedlægger sine påstande, for eksempel en påstand om frifindelse.

Efter et forberedende retsmøde, som nu sker telefonisk, aftales sagens videre forløb og det fastsættes hvornår sagens Hovedforhandling skal finde sted.

I det beskrevne forløb er der tale om at sagen bliver realitetsbehandlet.

Sådan forløb min injuriesag mod Bent Jensen ikke. Sagen er endnu ikke blevet realitetsbehandlet fordi nogle formalitetsspørgsmål først skulle afklares.

I stævningen havde jeg anført at sagen var principiel og anmodet om, at den blev henvist til landsretten til afgørelse i første instans. Byretten og de indstævnede tilsluttede sig at sagen skulle henvises men landsretten afsagde kendelse om, at sagen ikke var principiel og hjemviste den til behandling i byretten. Landsrettens kendelse blev kæret til Højesteret der imidlertid gav landsretten ret. Hermed var det første formalitetsspørgsmål endeligt afgjort.

I Svarskriftet havde Bent Jensen nedlagt en principal påstand om, at sagen skulle afvises, bl.a. med den begrundelse at domstolene tidligere havde afgjort det spørgsmål sagen handlede om. Byretsdommeren fastsatte en frist for parterne til af fremkomme med deres bemærkninger til spørgsmålet om sagens afvisning. Jeg fastholdt at sagen ikke skulle afvises men behandles i realiteten.

Efter en ventetid på syv en halv måned afsagde byretten i sommeren 2016 dom om afvisning a sagen. Denne dom ankede jeg med det samme til landsretten med påstand om, “at sagen ikke afvises og at den skal hjemvises til fortsat behandling i realiteten i 1. instans ved Københavns Byret.”

Ved kendelse af 31. januar 2017 ophævede Østre Landsret byrettens dom og hjemviste sagen til realitetsbehandling ved byretten.

Ved realitetsbehandlingen skal parterne lægge beviser frem til støtte for de nedlagte påstande samt afhøre vidner. Det sker under proceduren ved Hovedforhandlingen hvorefter dommeren på det grundlag der er lagt frem afsiger dom i sagen.

Eftersom Bent Jensen ikke fik medhold i sin principale påstand om sagens afvisning, tilbagestår nu hans subsidiære påstand om “Frifindelse for samtlige af sagsøgers påstande.”

Det har taget to et halvt år at nå frem til at sagen nu endelig kan behandles i realiteten.

Lige en bemærkning om noget du har misforstået. Den eneste der er dømt for en straffelovsovertrædelse er Bent Jensen, der af Højesteret blev idømt straf, erstatning og mortifikation for nogle ærekrænkende udtalelser om journalist Jørgen Dragsdahl.

Jeg har aldrig været afhørt om eller sigtet for spionage. På grund af mediernes omtale af mit virke for de østtyske myndigheder blev mine forhold undersøgt af Københavns Politi gennem to år. Resultatet var, at der ikke var grundlag for at rejse sigtelse mod mig, da jeg ikke havde overtrådt dansk lovgivning. Dette indstillede Rigsadvokaten til Justitsministeren som godkendte indstillingen i 2002.

Blot lige for at få det på det rene hvem der er kriminel og hvem der ikke er det. 😉

Du har helt ret Bent Jensen, du har endda brugt meget pænere ord om denne klamme landsforræder, end han fortjener…

Det er nu engang min mening, og jeg tror at den deles af rigtigt mange Danskere, hvis man ser bort fra dem på venstrefløjen, som desværre sidder i flere lag, på sæderne i MSM og Domstolene…

“realitetsbehandling” hvad menes der mon med det? Nuvel, Jan skal jo selvfølgeligt efter at have afsiddet 16år for spionage, have lige mulighed for at anlægge en sag ved vores domstole. Men her er jo dømt adskillige gange om nettop dette emne, det må da danne en eller anden form for præcedens, men at man så drejer det over i noget så flyvsk som “realitetsbehandling”, giver jo ikke mening.

Jeg håber, at du (Bent) får ret, i din ret til at skrive hvad du skrev.