Marmorbilder og springvann.

Votre âme est un paysage choisi
Que vont charmant masques et bergamasques,
Jouant du luth et dansant, et quasi
Tristes sous leurs déguisements fantasques!

Tout en chantant sur le mode mineur
L’amour vainqueur et la vie opportune.
Ils n’ont pas l’air de croire à leur bonheur,
Et leur chanson se mêle au clair de lune,

Au calme clair de lune triste et beau,
Qui fait rêver, les oiseaux [dans]1 les arbres,
Et sangloter d’extase les jets d’eau,
Les grands jets d’eau sveltes parmi les marbres.

Stjernene skinte så gyllent
Jeg sto alene ved vinduet
Og hørte langt fra langt borte
Et posthorn i det stille landet
Mitt hjerte kom i brann
Jeg tenkte i hemmelighet:
Å, den som kunne reise med
I den prektige sommernatten.

To unge lærlinger gikk
Forbi ved fjellstupet,
Jeg hørte deres vandringssang
Langs den stille trakten:
Om svimlende klippeslukter
Hvor skogene suser så lavmælt,
Om kilder, som fra kløftene
Styrter seg ned i skogsnatten

De sang om marmorbilder
Om hager, som over berg
Forviller sitt skyggende løv
Palasser i måneskinn
Hvor pikene lytter ved vinduet
Når luttens klang våkner
Og fontenene sildrer søvnig
I den prektige sommernatten

Det er vanskelig å forstå denne teksten også som et uttrykk for den nord-europeiske kunstners dragning mot Italia, som også mange danske og norske kunstnere var utsatt for. Som bildene som fra i morgen vises på Hirschsprung i København.

Es schienen so golden die Sterne,
Am Fenster ich einsam stand
Und hörte aus weiter Ferne
Ein Posthorn im stillen Land.
Das Herz mir im Leib entbrennte,
Da hab’ ich mir heimlich gedacht:
Ach wer da mitreisen könnte
In der prächtigen Sommernacht!

Zwei junge Gesellen gingen
Vorüber am Bergeshang,
Ich hörte im Wandern sie singen
Die stille Gegend entlang:
Von schwindelnden Felsenschlüften,
Wo die Wälder rauschen so sacht,
Von Quellen, die von den Klüften
Sich stürzen in die Waldesnacht.

Sie sangen von Marmorbildern,
Von Gärten, die über’m Gestein
In dämmernden Lauben verwildern,
Palästen im Mondenschein,
Wo die Mädchen am Fenster lauschen,
Wann der Lauten Klang erwacht,
Und die Brunnen verschlafen rauschen
In der prächtigen Sommernacht. –