Med Big Bang kom tiden. Den rene, frie energi af elektromagnetisk
strålning – kvanter – er tidsuafhengig fordi den lever et ”liv” i lysets
hastighed og ifølge Einstein således er uden tid. Energien er evig og kan ikke
ødelegges slig loven om massens og energiens bevarelse postulerer.

Men med Big Bang opstod også en viss mengde bunden energi – organiseret
i atomer. Mens store deler af den frie energien beveger seg væk fra eksplosjonens ”episenter” og
fortsetter sit liv i lysets hastighed, opstod også samtidigt massen. Men massen
kan ikke opnå lyshastighet fordi den da vil ødelegges. Således opstår begrebet tid fordi massen har
en begyndelse . Massen svever sagtere end energien genom rommet. Men masse kan
også også på et givet tidspunkt vende tilbage til fri energi. Som når man setter ild
på ved-logen. Massen brænder op, men går tilbage til altet som avfaldsvarme –
fri energi.

I Bibelen leser vi at
”Gud er lys”. Kristne forstår således at Gud er uden tid – Han har ingen
begyndelse eller ende – fordi han er
ren, fri energi. Men ved Big Bang lavede Han atomær masse af lidt af sin frie
energi. Af den grund er vi dødelige, mens Han er udødelig.